MENS DEN SNART to et halvt år gamle krig i Tjetjenien fortsætter med ringe international bevågenhed, minder en dokumentarfilm om krigens start. Indtil nu er den kun vist for en lille skare i Rusland, men den har vakt ramaskrig blandt politikere og embedsmænd, der stempler den som løgnagtig. Men faktisk viser filmen kun ting, som allerede har været fremme i russisk presse. Det er facts og officielle selvmodsigelser, der tyder på, at efterretnings-tjenesten FSB og ikke tjetjenere stod bag bombesprængninger i boligblokke i russiske byer i september 1999. Måneden efter genoptog Moskva krigen imod tjetjenerne med bombeterroren som begrundelse. Hidtil har russiske tv-kanaler afvist at vise filmen under trussel om injuriesager, selv om den kun sammenfatter russiske journalisters efterforskning dengang. Sagen er således det måske hidtil stærkeste bevis for, at ytringsfriheden har det dårligere i Putins Rusland, end den havde det i Jeltsins. Filmen beviser ikke, at FSB stod bag, men sammenkæder velkendte indicier. Den bør skabe Internationalt pres for en uvildig undersøgelse af forhold, som domstole og andre myndigheder siden har fortiet. FILMEN BØR også genskabe opmærksomhed om et glemt folks fortsatte lidelser. Efter de 300 uskyldige russiske dødsofre i 1999 er fulgt tusindvis af skyldige tjetjenske ofre for et tilsyneladende endeløst hævntogt. Indbyggerne i den lille landsby Tsotsin-Yurt har i denne uge sendt en appel til verden om at forhindre »masseudryddelse af tjetjenere«, efter at 82 af deres bysbørn er blevet vilkårlige dødsofre for en såkaldt russisk antiterror-aktion. Præsident Putins påståede forhandlingsvilje med tjetjenske oprørere sidste efterår har vist sig som tom propaganda. Han vil stadig kun tale med russisk udpegede tjetjenere. Tjetjenske terroristers eksistens skal ikke benægtes, men heller ikke den langt mere dødbringende russiske statsterror. Den ringe internationale vilje til at beskytte uskyldige tjetjenere imod den varsler dårligt for international terrorbekæmpelse.