NETOP SOM krigen i Afghanistan var begyndt at fortone sig i medierne, har de seneste dage budt på nogle tragiske påmindelser om, at den snart fem måneder lange krig fortsat raser, og at Afghanistan langt fra er det fredelige land, man kunne have fået indtryk af. Mandag mistede otte amerikanske soldater livet under dramatiske omstændigheder, og i går omkom tre danske og to tyske soldater ved en ulykke nær Kabul. Det er tragisk. Det var betegnende for den danske forsvarskommandos utidssvarende håndtering af informationer til offentligheden, at oplysningerne om det danske tab i første omgang kom fra det tyske forsvarsministerium og først langt senere fra danske kilder. MANDAG MÅTTE den danske offentlighed erfare fra udenlandske kilder, at danske soldater havde været i kamp. Ordentlig information til offentligheden turde ellers være central for at sikre forståelse for, at landsmænd deltager i så farlige militære operationer som den i Afghanistan. Det gælder ikke mindst i en situation som den nuværende, hvor der snarere end noget andet er brug for at sende endnu flere vestlige soldater for at sikre fred i Afghanistan. Præcist det var også budskabet fra den afghanske leder, Hamid Karzai, da han for en måned siden var i London for at bede om flere vestlige soldater. Ved den lejlighed fik han et blankt nej fra den britiske premierminister, Tony Blair, som tværtimod gjorde opmærksom på, at britiske soldater ikke skulle blive i Afghanistan for evigt. At den holdning ikke er holdbar fremgår af, at der siden er udbrudt kampe mellem afghanske fraktioner i en sådan grad, at de nu truer både freden og det overgangsstyre, der endeligt skulle befri Afghanistan for radikalismens og terrorismens svøbe. Hvor langt kom vi så?