HVIS DER er en politisk parole, der historisk har kunnet få velfærdsstatens borgere til at spænde hanen på pistolen, er det 'brugerbetaling'. Det klinger af skjult skat og sort reaktion og ikke mindst på sundhedsområdet som sparepolitik, der vender den tunge ende nedad. Rygmarvs-reflekserne står kort sagt i kø, og det er en skam, for de forhindrer en saglig debat om, hvor brugerbetaling på sundhedsområdet er fornuftigt og hvor det helt kan undværes. Hvorfor er det eksempelvis 'gratis' at få behandlet en sygdom via den praktiserende læge, når man skal hive op af egen lomme, når det gælder de sygdomme, der kan ramme tandtøjet, f.eks. paradentose? Hvorfor gives der tilskud til høreapparater, men ikke til briller? DET BLIVER ikke nemt, men det er godt at et bredt flertal i Folketinget er rede til at lave om på fordelingen af brugerbetaling i sundhedsvæsnet. Som flere eksperter i sundhedsøkonomi påpeger i dagens avis er der ikke megen logik i den nuværende betalingsstruktur, som er vokset frem efterhånden. I det moderne samfund er der kommet nye lidelser til, ikke mindst på det psykiske område, som kunne fortjene at få brugerbetalingen fjernet. Diskussionen om hvor grænserne skal trækkes er ikke nem. Grundprincippet bør være, at al sygdomsbehandling i Danmark skal være gratis. Det vil sige finansieres over skatterne, men det er en ambition, som ikke lader sig indfri uden at hæve personskatterne, og det er ikke realistisk. ERFARINGERNE fra ændringen af vagtlægeordningen fra en besøgsordning til en telefontjeneste for nogle år siden viser, at der kan være megen fornuft i at adfærdsregulere folks brug af offentlige ordninger på sundhedsområdet. Hvis der, som professor Kjeld Møller Pedersen fra regeringens rådgivende sundhedsudvalg foreslår, blev indført brugerbetaling i form af et symbolsk beløb på 50 eller 100 kroner ved skadestuebesøg og/eller brug af egen læge, ville der lyde et ramaskrig, fordi vi er vant til, og holder af, at der ikke er penge direkte mellem læge og patient, men spørgsmålet er, om vi i det lange løb ikke snyder hinanden og os selv ved at lade rygmarvsreflekserne bestemme?