SÅ ER der valg til skolebestyrelserne. Eller rettere sagt, de fleste steder er der genvalg eller ligefrem problemer med at finde kandidater. For selv om der er undtagelser, er forældrenes interesse for skoledemokratiet beskeden. Det skrev vi om op til weekenden, og det er ikke noget nyt fænomen. Hvis det var udtryk for, at danske forældre er ligeglade med deres børn, ikke bruger tid på dem og derfor heller ikke kan forventes at engagere sig i skolebestyrelserne, så ville dette være en forarget opsang, en appel til fædre og mødre om at udvise et større engagement. Der er imidlertid ingen grund til at tro, at det er sådan, det hænger sammen. Langt de fleste forældre er mere optagede af og tættere på deres børns udvikling end nogensinde, og det store flertal har faktisk også overskud til at gøre noget ved det. Det er næppe der, hunden ligger begravet. DET ER snarere sådan, at de fleste forældre foretrækker at engagere sig i deres barns hverdag i klassen - eller tage affære, hvis noget går galt - i stedet for at forsøge at deltage i den overordnede styring af hele skolen. Det kan ses som et udtryk for tidens individualisme og latente egoisme. Men man kan også anlægge det synspunkt, at forældrene dermed overlader det overordnede ansvar til dem, der har forudsætninger for at bære det: lærerne og skolelederne. SAMARBEJDET mellem forældre og hjem er blevet stærkt opprioriteret gennem mange år, og det er da også vigtigt, at der er en grundlæggende åbenhed begge veje. Problemet med det svage engagement er ikke den manglende interesse i sig selv. Men snarere det forhold, at det mindretal, der gider, får et ansvar for, at medindflydelsen ikke udarter til brokkeri og tidsspilde, et ansvar, som ikke altid er nemt at løfte. Det ville være en god ide, hvis man både formelt og reelt lod skolebestyrelsernes indflydelse afsvækkes, i det omfang de ikke tegner det store flertal af forældre. Passiviteten kan nemlig også godt opfattes som en tillidserklæring til dem, der er på skolen, og dermed er skolen - lærerne og deres ledere.