MENS USA tilsyneladende har opgivet ethvert forsøg på at gennemtvinge - eller bare presse på for - en afslutning på den deprimerende voldsspiral i Mellemøsten, holder EU fast i en politik, der med den danske udenrigsministers ord »går på to ben«. Derfor understregede unionens udenrigsministre for en uge siden, at den palæstinensiske leder, Yassir Arafat, og hans selvstyre er den eneste mulige fredspartner for Ariel Sharons regering. Samtidig besluttede udenrigs-ministrene at sende et brev til den israelske regering i protest over de brutale ødelæggelser i de palæstinensiske områder. Lufthavnen i Gaza, et hotel i Betlehem, en palæstinensisk radiostation, hospitaler og skoler står på listen over bygninger, der er jævnet med jorden af israelsk militær i forskellige gengældelsesaktioner. Med et slag på tasken vurderer EU-kommissionen, at israelske bomber og bulldozere har destrueret bygninger til en værdi af 130 millioner kroner, og broderparten af disse penge kommer fra unionens egne kasser. Ødelæggelserne er årsag til »udbredt menneskelig nød«, påpeger EU. MAN KAN kun vanskeligt være uenig i disse to meldinger fra unionen. Netop derfor er der også grund til at spørge, om ikke EU kunne gøre det lidt bedre. På et tidspunkt, hvor Arafat har været indespærret i snart to måneder, og hvor den israelske premierminister bekendtgør, at han ærgrer sig over ikke at have slået Arafat ihjel for mange år siden, vælger unionen blot at gentage, hvad den har sagt i to måneder, nemlig at Arafat er den eneste mulige fredspartner. Og i protestbrevet over de israelske ødelæggelser konkluderer unionens formand tamt, at »EU forbeholder sig ret til at følge sagen op på passende måde«. Den slags fløjlsdiplomati får næppe nogen i hverken Tel Aviv eller Washington til at skælve. EU er Israels største handelspartner og kunne derfor godt bidrage til at presse på for den højst påkrævede ansvarlighed hos begge parter i Israel-Palæstina-konflikten. Derfor er sagen også et eksempel på et område, hvor der kan skabes 'mere union' uden forkromede traktatændringer eller mere suverænitets-afgivelse. Det eneste, der er behov for, er, at unionen sætter handling bag sine mange ord.