SAUDI-ARABIENS regime udgør en af de vanskeligste udfordringer i det internationale samfund i dag. Indenrigs-politisk kan det bedst sammenlignes med et Talebanstyre for rige: Kvinder mangler de mest elementære rettigheder, og enhver form for selvstændig tænkning undertrykkes brutalt. Fordi en fundamentalistisk variant af islam udgør regimets eneste bud på et legitimitetsgrundlag - ud over kontrol med oliekilderne og rå magt - er landet samtidig hovedsponsor for den form for islamisme, der er terrorismens bedste grobund i resten af verden. Landet udgør i stigende grad både et moralsk og et sikkerheds-politisk problem. Samtidig er USA og den vestlige verden som sådan meget langt fra at nævne disse kendsgerninger ved navn eller tillægge dem udenrigspolitisk vægt. Tværtimod betragtes Saudi-Arabiens stabilitet - det klassiske kodeord for støtte til de nuværende magthavere - som en vital interesse for den vestlige verden. Golfkrigen blev ført for at befri Kuwait, men også for at beskytte saudierne. Resultatet blev da også en militær alliance og en baseaftale med USA, der blandt andet har kastet fænomenet bin Laden af sig. REALITETEN ER naturligvis også, at de færreste ønsker at se ultrakonservative fundamentalister, der sælger deres olie, erstattet med ultrarevolutionære fundamentalister, der måske ikke gør det. Hvis den vestlige verden skal gøre sig håb om at undvige dette dilemma, er det på høje tid, at vi indser, at den stabilitet, saudi-prinserne repræsenterer, ikke er langtidsholdbar. En ny politik må dels lægge presse på regimet, dels åbne øjnene for - og være med til at fremelske - andre former for opposition til styret end den, Osama bin Laden repræsenterer. Den nuværende politik er ikke bare umoralsk, den er samtidig så kortsynet, at den mere ligner en besværgelse end den kyniske realpolitik, der er dens eneste rationale. I dette lys er det opmuntrende, at 11. september har fået dele af den amerikanske offentlighed og Kongressen til at opdage, hvor problematisk alliancen med saudierne er. Bush-administrationen er endnu tavs. Men det er ikke for tidligt, at vi også i EU-landene tager fat på en diskussion, vi alt, alt for længe har undveget.