MENS VI venter på den officielle meddelelse fra regeringen Fogh om, at Danmark nu fuldstændigt indstiller alt bistandssamarbejde med Zimbabwe, må det være på sin plads at minde om, at billedet af dette afrikanske land var et ganske andet for kun en lille snes år siden. Få år efter frigørelsen fra et hvidt mindretalsstyre var økonomien relativt velkørende og udsigterne til social og økonomisk fremgang pæne. Landet havde tilmed noget for Afrika så sjældent som et fødevareoverskud, som europæiske donorer kunne opkøbe og sende videre til borgerkrigsramte og sultplagede områder i f.eks. Mozambique. Også internationale investorer så med interesse på det lovende land. Alt dette er i dag smidt i grus. Zimbabwe ligner i dag i uhyggelig grad en udviklingsfiasko af den slags, Afrika har til overmål: despotisk, inkompetent og udemokratisk ledelse. Fingeren peger kun ét sted hen: mod Robert Mugabe, landets leder siden uafhængigheden. Det eneste, han har udviklet for sine hårdt prøvede landsmænd, er brutaliteten af sit diktatur. Først kører han økonomien i sænk, siden kvæler han de sidste rester af et kritisk og uafhængigt civilsamfund. Det har kun gjort det alt for nemt for vor regering og udenrigsminister at beslutte sig for at lukke for tilførslerne af de danske bistandsmidler.AT BORTSKÆRE bistanden til også de få kritiske, civile organisationer, der er tilbage, bidrager kun til at gøre en skidt situation endnu værre. Vore hjemlige ulandsorganisationer bør naturligvis oplyse offentlighed og politikere om de konsekvenser, der følger af en sådan beslutning. Men samtidig bør ulandsorganisationerne være dristigt selvkritiske og starte en åben og uvildig diskussion om årsagerne til Afrikas største problem: fraværet af demokratisk og ansvarlig ledelse gennem efterhånden mange årtier og i alt for mange af kontinentets lande.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
