FREMOVER MÅ ingen herhjemme gifte sig med en udlænding, hvis man ikke er fyldt 24 år. Ingen dansker vil uanset alder have nogen egentlig ret til at gifte sig med en udlænding og bo her i landet. Udlændinge uden fast opholdstilladelse vil slet ikke have lov til at indgå giftermål her i landet. Og udlændinge, der er gift med danskere, vil blive udvist, hvis ægteskabet går i stykker inden for de første syv år. Denne massive indskrænkning af både danskeres og udlændinges personlige frihed på et af livets vigtigste områder - kærlighedens - er blot et element i regeringens nye udlændingepolitik, men et element, der harmonerer med alle de andre. Når så megen frihed skal ofres, er det for at sikre et overordnet, højere formål: Danmark skal beskyttes mod indvandring. Regeringen vil sørge for, at så få som muligt kommer hertil udefra, at så mange som muligt kan blive udvist igen senere, hvis de alligevel er sluppet ind, og at det bliver så svært som muligt at blive dansk statsborger. BAGGRUNDEN for det massive katalog med stramninger, som regeringen fremlagde i går, er altså, at indvandring til Danmark udelukkende betragtes som et negativt fænomen. At samkvem med udlandet i al almindelighed og indvandring i særdeleshed kan have og har haft positive sider for det danske samfund, er ikke et synspunkt, der indgår i regeringens politik. Når der overhovedet skal slippes udlændinge ind i landet fremover, så er det kun, når internationale konventioner direkte forpligter til det, eller - måske - når en virksomhed har et helt konkret og dokumenteret behov for en særlig kvalificeret arbejdskraft. Dette national-demografiske udgangspunkt - at den danske folkestamme ikke tåler at blive blandet op med klodens andre indbyggere, eller i klar tekst: Danmark for danskerne - er måske det mest ubehagelige ved regeringens nye politik. At det samtidig i praksis er en illusion at bevare vor 'etniske renhed' ved at lukke grænserne, gør kun øvelsen endnu mere forstemmende. Fordi der allerede er over 200.000 indvandrere og efterkommere her i landet med den ifølge regeringen 'forkerte' nationale oprindelse, og fordi grænserne trods alt ikke kan lukkes helt, så vil mellem fem og ti procent af befolkningen under alle omstændigheder være 'anderledes' i fremtiden. OGSÅ DERFOR burde regeringen og alle gode kræfter samle sig om at styrke integrationen i stedet for i både bogstavelig og overført betydning at forsøge at isolere landet fra den omverden og den fremtid, der ligger. Den høje arbejdsløshed blandt store minoritetsgrupper herhjemme er jo et reelt problem med en lang række negative afledte virkninger. Her er brug for den store indsats, der gøres i mange kommuner, og der kunne bestemt gøres mere. Regeringens svar på denne udfordring er enkel og besnærende. Bistandshjælpen for alle, der ikke har opholdt sig her i landet i syv ud af de seneste otte år, vil - groft sagt - blive halveret. For at undgå åbenlys diskrimination skal det også ramme danske statsborgere, der kommer tilbage fra et udlandsophold. Problemet med denne brutale, men måske effektfulde brug af den socialpolitiske pisk er, at det kun skal gælde fremover. Det vil derfor kun få betydning for de få, der i fremtiden trods regeringens umenneskelige opstramninger alligevel slipper ind over grænserne. Det vil derimod ikke påvirke den arbejdsløshed og de integrationsproblemer, vi kender her og nu og kan forudse for de nuværende minoriteter og deres efterkommere. NÅR REGERINGENS længe markedsførte mirakelkur på dette punkt er blevet en fuser, er det naturligvis, fordi hvis man lod den gælde for alle nuværende indvandrere og efterkommere, så ville det blive helt umuligt at forklare, hvorfor det, der virker på Muhammed, ikke ville virke lige så godt på Jens eller Søren. Og mens hele regeringens oplæg gennemsyres af den tankegang, at det er indvandrernes uvilje mod at arbejde og adgang til sociale ydelser, der er årsagen til deres arbejdsløshed, så vover regeringen trods alt ikke at sige det samme til danske bistandsklienter og arbejdsløse. Man må da også spørge, om bistandshjælpens størrelse virkelig er den eneste årsag til indvandreres højere arbejdsløshed? Kan det ikke tænkes, at det danske arbejdsmarked rummer andre barrierer for integration end de økonomiske incitamenter, regeringen sværger til - for nyankomne? Den mulighed nævner regeringen ikke med et ord. Diskrimination som fænomen ikke så meget som strejfes, og det klageorgan på området, som vi ikke har, men som EU-lovgivning dog sikrer, at vi skal have inden juni næste år, har integrationsministeren absolut ingen hast med at oprette. At det offentlige i dagens Danmark er endnu dårligere til at beskæftige indvandrere end den private sektor, er heller ikke nævnt: Regeringen havde her ellers en enestående chance for at foregå med et godt eksempel og sende et positivt signal til de minoriteter, der med gårsdagens udmelding har fået endnu en spand koldt vand i hovedet af det danske samfund. Vi kan ikke være det bekendt.