AFRIKAS folkerigeste nation, Nigeria, er gradvist blevet indfanget af et religiøst vanvid, der har ført til, at 9 ud af 36 stater har indført mere eller mindre strenge fortolkninger af islamisk ret, sharia. Det kan have grusomme udtryk, hvilket beretningerne i dagens avis om Safiya Hussaini kun er et alt for tydeligt eksempel på. Hun er idømt dødsstraf ved stening, mens en anden, den 18-årige Hafsatu Abubakar, risikerer 100 piskeslag efter at være blevet tiltalt for en tilsvarende paragraf. I begge tilfælde er der tale om straffe for påstået seksuel utugt, der ud fra denne religiøse middelalderlogik behandles på en måde, så især kvinder straffes. Selv om man skal holde sig for øje, at der er tale om blot to tilfælde i et land med hele 126 millioner indbyggere, er der ikke desto mindre tale om en straffeform, der berettiger til al mulig fordømmelse. Og det er en fordømmelse, som ikke alene må gælde de politisk ansvarlige i Nigeria, men også de regimer i blandt andet Sudan og Saudi-Arabien - USA's allierede i den såkaldte terrorkrig - der politisk og økonomisk har været med til at fremme shariaens udbredelse gennem politisk og økonomisk støtte til eksempelvis Zamfara, den første af de nigerianske delstater til at indføre sharia. DE SENESTE shariasager har også en politisk dimension af betydning for stabiliteten i dette for Afrika så betydende land, hvilket indebærer, at hele det internationale samfund burde været dybt optaget af udviklingen. De er således med til at øge de i forvejen alvorlige spændinger mellem det overvejende islamiske nord og det kristent dominerede syd. De har gennem de seneste par år kostet omkring 3.000 livet. Oveni blev Nigeria så sent som i går ramt af en general-strejke og, visse steder, social uro, hvilket førte til en resolut indgriben fra det nigerianske styres side mod blandt andre de fagforeningsledere, som havde opfordret til strejken oven på forhøjelser af energiprisen. En af konsekvenserne af den seneste tids udvikling er, at det nigerianske militær atter har optrappet sin rolle i landet, der først for et par år siden overgik til civilt styre efter 16 års militærstyre. Det kan - uden at man i øvrigt skal forskønne det nuværende styre - i værste fald være med til på ny at sætte den demokratiske udvikling i landet tilbage og dermed give Afrika endnu et politisk hovedbrud. For det internationale samfund består opgaven nu i at støtte de kræfter, der vil forsoningen, og omvendt lægge pres på dem, der både i og uden for Nigeria gør det modsatte.