NEDTÆLLINGEN har været i gang, siden statsministeren i sin nytårstale varslede, hvad der var på vej. Fredag fik nationen så syn for sagen: Regeringen præsenterede de cirka hundrede råd og nævn og centre, som den vil nedlægge eller sammenlægge. Mængden er overvældende. Uanset om man ved, hvad Det Rådgivende Udvalg til at følge Udviklingen af Alternativer til Bundmalinger, Transportrådet, Kulturministeriets Udviklingsfond eller Dansk Center for Byøkologi egentlig går og laver, er blot et enkelt blik på den meget lange liste nok til at indse, hvor usund en fremgangsmåde regeringen har valgt. Ved at foreslå så mange vidt forskellige instanser nedlagt i samme hug har den frataget samfundet muligheden for at skelne mellem skidt og kanel. Den saglige diskussion af, hvilke råd og nævn der vitterlig måtte være overflødige, og hvilke der tjener indlysende fornuftige formål, er blevet yderst vanskelig at gennemføre. Regeringen kan sammenlignes med en nyansat gartner, der i stedet for at fjerne tidsler og andet ukrudt i en gammel have, hvori der også vokser større træer, nytteplanter og smukke blomster, respektløst vælger at fjerne det hele, for ligesom at markere at der er kommet nye boller på suppen. REGERINGEN har gjort meget ud af at erklære eksperterne, de såkaldte smagsdommere, krig. Fredagens krigshandling er en ideologisk betinget massakre, der i sin forivrethed helt ser bort fra, at masser af de udpegede nævn og råd er nødvendige partsorganer, hvor også lægfolk har sæde. Mest fundamentalt i denne sag nægter regeringen tilsyneladende at anerkende, at det ikke behøver at være udtryk for bureaukrati eller ekspertvælde, men tværtimod for demokrati, at et kompliceret konsensussamfund som det danske har masser af råd og nævn, hvori ekspertviden, partsinteresser og borgersynspunkter kan bøjes mod hinanden, med den ansvarliggørelse af de involverede grupper denne proces afstedkommer. Selvfølgelig skal der luges ud med mellemrum, naturligvis skal der gribes ind over for råd og nævn, der ikke laver gavns gerning, men i stedet for at hente riven og spaden har regeringen grebet til motorsaven og øksen. Når regeringen nu ikke vil, påhviler det både pressen, engagerede borgere - og berørte eksperter - i den kommende tid at give sagligheden en chance. Statsministeren regnede med et ramaskrig. Han bør ikke blive skuffet.