FORUD FOR euroafstemningen i september 2000 blev der på dette sted argumenteret for hurtigt at få sat en dato for denne vigtige afgørelse. Euroen var besluttet, og jo tidligere vi danskere fik lejlighed til at omgøre vores forbehold fra 1992-93 desto bedre. På den baggrund forventer nogle måske, at vi nu vil tiljuble udenrigs-minister Per Stig Møller med flere, der slår til lyd for en tredobbelt forbeholdsafstemning allerede næste år. Der kan ikke være tvivl om, at EU-forbeholdene er skadelige for Danmark. De svækker på meget afgørende områder vores indflydelse inden for det stadig vigtigere EU-samarbejde. Alligevel ser vi ingen grund til at holde euroafstemning i år eller næste år. At Sverige gør det, samtidig med at Storbritanniens Tony Blair varmer mere og mere op under emnet, er naturligt nok. Ingen af de lande har haft en folkeafstemning før, og de har samme klare interesse i at være med som Danmark. MEN DET er kun 16 måneder siden, at 53 procent af danskerne trods alle gode argumenter stemte nej til euroen. Før det vil være demokratisk forsvarligt at forstyrre vælgerne igen med netop det spørgsmål, skal der foreligge en ny situation. Argumenterne for og imod euroen er kendte. Det nye ville være, hvis Sverige eller Storbritannien havde sagt ja, eller at der forelå en EU-reform, der alligevel skulle tages stilling til. Dertil kommer, at der er andre og nok så afgørende EU-emner, der lige nu fortjener vores fulde opmærksomhed. Det gælder alle de udfordringer, der ligger i det danske formandskab i andet halvår, ikke mindst den store udvidelse med Øst- og Centraleuropa. Og det gælder den gryende diskussion om EU's nye grundlov eller grundtraktat, som EU-konventet skal være ramme om. Vi har et par år til at snakke substans og ikke datoer. Lad os bruge dem at diskutere EU, ikke på at lade folke-afstemningstemaet grave grøfter mellem folket og de folkevalgte.