I DAG HAR regeringen 1-måneds fødselsdag. Og hvad er det så for et projekt, den er i gang med? I egen selvforståelse holder regeringen fast i velfærdsmodellen, men bygger flere markedsmekanismer og mere valgfrihed ind i den. Med et billede kunne man kalde projektet for 'Storcenter Danmark'. Ambitionen er, at den danske velfærdsforbruger skal kunne bevæge sig fra den ene velfærdsbutik til den anden. Hvis forbrugeren er utilfreds med sygehus A, går han blot over til sygehus B. Og føler forbrugeren, at han har behov for mere hjemmehjælp, hiver han blot pengepungen frem og køber sig til flere timer af den kommunale udbyder. Eller han kan tage med på den chartertur, som borgmesteren arrangerer. Det offentlige står altid parat med nye varer i butikken. Tanken lyder enkel og besnærende. Og umiddelbart virker den som en naturlig videreudvikling af velfærdsstaten og i overensstemmelse med tidsånden. MEN STORCENTER Danmark har også dybe dilemmaer indbygget i sig. For det første er det svært at se, hvordan man skulle kunne realisere modellen i praksis, fordi det er dyrt at opfylde alle forbrugernes individuelle behov. For det andet retter modellen sig primært mod de ressourcestærke og veluddannede danskere, der kan overskue de mange varer på hylderne, mens de ressourcesvage står desorienterede tilbage. Og var det meningen med velfærdsstaten? Men det egentlige problem med Storcenter Danmark er det bagvedliggende menneske- og samfundssyn: dette at danskeren ikke ses som en samfundsborger, der har rettigheder og pligter over for fællesskabet og de svageste, men derimod som en individuel forbruger, der allerede har betalt regningen over skatten og derfor kan kræve sin ret: nemlig mer' og mer' - og kun til mig selv, tak. I det lange løb kan dette underliggende menneske- og samfundssyn underminere velfærdsmodellen, både økonomisk og legitimitetsmæssigt. DERFOR ER der behov for, at der er nogle, der tør insistere på, at velfærdsstaten skal blive det, den oprindeligt var tænkt som: en stat, som løser fælles opgaver under demokratisk kontrol. Og en stat, som prioriterer benhårdt og fokuserer på de svageste i samfundet. Hellere en Robin Hood-stat end en malkeko for de ressourcestærke, tak.