IFØLGE RUSLANDS præsident, Vladimir Putin, var det snart gamle år meget fint for landet, og det nye bliver endnu bedre. Ifølge hans økonomiske rådgiver, Andrej Illarionov, kunne det være gået meget, meget bedre i år med en vækst på 15 procent i stedet for 5,2, hvis der var ført en konsekvent økonomisk reformpolitik. Mens mange lovpriser den tilsyneladende politiske stabilitet, siger rådgiveren, at magtkampen raser i Kreml, præcis som under Jeltsin. Illarionov synes at tale sin chef midt imod, men menes sendt i byen af Putin, netop som led i magtkampen. Minister-præsident Mikhail Kasjanov er blandt resterne af den såkaldte Jeltsinfamilie, og Putin fik i sin besvarelse af spørgsmål fra borgerne forleden sagt en del om alt det, som regeringen endnu ikke har fået gjort for dem, selv om han gerne vil. »Omfanget af korruption er blevet mere udbredt. I gamle dage var det amatøragtigt. I dag er korruptionen institutionaliseret«, sagde havkatten i hyttefadet, Illarionov, forleden på et seminar for russiske politologer om Putins første to år ved magten. Her underkendte han også de pæne internationale karakterer til russisk økonomi og sagde, at Rusland kun lever af olieindtægter. Den relative stabilisering skyldes alene »en usædvanlig favorabel situation på verdens oliemarkeder«, mens nødvendige ændringer af »det herskende team« ikke var gennemført, ej heller tilbundsgående strukturreformer. I DET FORLØBNE år var bekymringerne mange for russisk pressefrihed under stadig større direkte og indirekte statsstyring af medierne. Men stærkt kritiske kommentarer i analyserne af året viser, at der endnu er plads for det frie ord. Men der er også megen selvcensur for at tækkes den populære Putins team. Udenrigspolitisk blev han markant styrket gennem terrorangrebet mod USA 11. september, der gav ham rum til at føre en helt ny og pragmatisk udenrigspolitik, der længe havde presset sig på imod en stærk opposition i det udenrigspolitiske og militære establishment. Terrorangrebet gjorde det klart, at Putin ikke kunne træffe noget bedre valg end helhjertet støtte til USA. Det indebar så mange fordele, at selv generalerne blev fåmælte. Ud over international forståelse for russiske styrkers fremfærd i Tjetjenien indfriede USA Moskvas stærke ønske om at gøre det af med Taleban. Med Nordalliancens centrale placering i den nye ledelse i Kabul håber Moskva på Afghanistan som en bufferzone i stedet for som en hidtil konstant trussel imod Ruslands sydflanke. Og dertil kommer store økonomiske indrømmelser. SUBSTANSEN i det meget omtalte nye russisk-amerikanske forhold er stadig uklar, men blandt terroralliancens ændringer af verden er, at den kolde krig blev til en meget gammel historie. Nye kriser vil komme mellem Moskva og Washington, men erfaringerne fra det nye samarbejde kan gøre dem lettere at løse. Putin har plejet det nye venskab med Bush dygtigt, men på det konkrete plan har han gjort endnu mere i de sidste måneder for at vise Rusland som en del af Europa. Fuld integration af Rusland i Europa kræver imidlertid, at Moskva opgiver de sidste rester af sine supermagtsprætentioner. Det er der ringe opbakning til i samfundet, så mens Putins magt nu er uantastet, kan det true ham, hvis han er parat til at gå så langt. BLANDT FARESIGNALER forude er også, hvis USA vælger at føre krigen imod terror videre til Irak. For pragmatikere i Moskva er det dog primært et problem, der kan løses med økonomisk kompensation. Stærkere følelser er forbundet med de baltiske landes eventuelle optagelse i NATO. Det problem løses formentlig lettest med reel indflydelse for Rusland i NATO, der frygter, at deres indlemmelse kan undergrave alliancen. Det kan imidlertid få større indflydelse på Rusland end på NATO, der i praksis har udskudt baltisk medlemskab af hensyn til Moskva, selv om det ikke må hedde sådan. Moskva skal ikke gives vetoret i den sag, men reel indflydelse, så valget mellem isolation og integration falder ud til fordel for sidstnævnte. Den største fare, som økonomer ser forude, er et stort fald i olieprisen, som kan rokke ved den relative stabilitet. En mindst lige så stor fare er imidlertid, hvis den store koncentration af rigdomme forbliver i Moskva. Langt de fleste af de over en halv million spørgsmål, som indløb til Putins tv-konfrontation med befolkningen i mandags, var fra elendiggjorte i den russiske provins, der ikke ser en vej op af den økonomiske og sociale sump. International bistand til og pres på Rusland i det kommende år bør primært tage sigte på at rette op på den skæve fordeling af landets store ressourcer.