I DAG kan man brat blive ramt af en mærkelig erkendelse: man er alene. Alle mennesker i denne verden foretager sig noget i dette øjeblik - men de foretager sig slet ikke det samme. Først og fremmest spekulerer de på personlige problemer. Men i aften lader vi for et kort øjeblik, som om vi har fælles forventninger. Vi mødes. Også i år blev vi født som unikke mennesker. Den vestlige verdens kultur har i 2000 år holdt fast på ensomheden som et grundlæggende menneskevilkår, som vi ikke kan undslippe. Vi mødes - men vi er forskellige. Og når den genetiske ingeniørkunst stadig standser op foran det allerhelligste, som vi ikke tør overskride, er det i virkeligheden Gud, der har forbudt det. Mennesket kan ikke træde i Guds sted og skabe menneskeliv, menneskekopier er vi instinktivt - eller nogen vil nøjes med at sige socialt - modstandere af. KLONINGSDEBATTEN blev på mange måder dette års centrale emne, og videnskaben nåede til nye erkendelser. I de første måneder af dette år kom lille Andi til verden. De husker ham ikke? Han var en genmanipuleret abe, som stavede sit navn bagfra: indsat dna. Ud af 222 genmodificerede æg, som blev tilført abesperm, var det kun Andi, der overlevede. Et par af de andre dødfødte aber lyste fluorescerende grønt på grund af vandmandsgenet, men de døde som nævnt. Siden blev der stille om Andi - vi ved ikke, om den gemanipulerede abe overlever denne jul. Får han unger? Men vi ved, at vi ikke ønsker designede babyer, at vi ikke ønsker at overføre de enorme lidelser, der knytter sig til genforskningen, på menneskeracen. Etisk Råds flertal tilsluttede sig i årets løb den såkaldt terapeutiske kloning, altså den proces at klone celler fra det tidlige menneskefoster for at fremstille stamceller, som teoretisk kan bruges i behandlingen af sygdomme. Vi synes, at det ville være et utroligt fremskridt, hvis vi kan undgå alvorlige sygdomme - Alzheimers, Parkinson, hæmofili, cancer. Og døden? »Ay, there's the rub« - hér er spørgsmålet, som Hamlet siger det i sin kendteste monolog. Vi vil gerne leve med denne ensomhed - men vil vi også dø? Det er vigtigt, at vi fortsætter debatten om organfabrikation uden at lade den menneskelige kloning være den uundgåelige konsekvens. Måske kommer ensomheden af visheden om den uundgåelige ende, og måske er det sundt nok.