EN AF DE gode ting, der kom ud af Cubakrisen mellem USA og Sovjetunionen i oktober 1962, var oprettelsen af den berømte 'røde linje'. De to supermagter havde set, hvor let det var at mistolke hinandens hensigter og blive fanget i en ond spiral, der snublende let kunne have ført til en ødelæggende atomkrig. Så tæt på en varm krig kom de to lande aldrig igen, og selvom den røde linje langtfra var den eneste årsag til det, var den øgede kontakt en central faktor. Den lektie kunne man med fordel tænke nærmere over i både Islamabad og New Delhi for tiden. Efter selvmordsattentatet i det indiske parlament 13. december, der kostede 14 mennesker livet, er faren for krig mellem Pakistan og Indien steget betragteligt. Indien beskylder Pakistan for at stå bag attentatet, og selv om premierminister Atal Behari Vajpayee siger, at han vil gøre alt for at undgå en krig med Pakistan, vil han ikke udelukke muligheden. Pakistan på sin side benægter alt, og for at fuldende billedet beskylder begge lande hinanden for at optrappe deres militære tilstedeværelse ved grænsen. EN RIGTIG giftig cocktail med andre ord, som man ikke kan udelukke kan føre til krig. To ting taler dog for, at konflikten måske kan neddrosles. For det første, at USA og Indien i de seneste år har fået et tættere forhold, hvad der burde give amerikanerne bedre muligheder end tidligere for at agere mægler i konflikten. For det andet, og vigtigst, at både Indien og Pakistan i løbet af de seneste tre år har anskaffet sig et ukendt antal atomvåben, og den potentielt fatale dimension, en eventuel krig dermed har fået, bør mane til forsigtighed. Problemet er, at de to lande endnu ikke har oprettet noget, der minder om 'rød linje', og at situationen derfor på sin vis kan sammenlignes med situationen i USA og USSR før 1962. Man må håbe, at de har forstået Cubakrisens lektie: Samtale fremmer forståelsen.
Dette er en leder. Lederen er udtryk for Politikens holdning og skrives på skift af medlemmerne af avisens lederkollegium.
