BEDRE SENT end aldrig, siger man, men kan det alligevel være for sent, når SF's formand, Holger K. Nielsen, nu lover, at han på det kommende hovedbestyrelsesmøde i januar vil søge at gøre op med partiets position som et nejparti, når det gælder EU? Hensigten er god nok. Når Holger K. siger, at europæisk samarbejde er en nødvendighed, og at den eneste reelle ramme om det er EU, kan vi kun være enige. Alt for længe har den danske venstrefløj været fanget i en fortidig, ureflekteret modstand mod et EU, der kun er blevet set som storkapitalens forlængede arm. At SF's formand nu lægger den holdning bag sig og ser EU som en politisk ramme og institution, der kan bruges - og bliver brugt - til at tæmme markedskræfterne og være modvægt til USA er på alle måder glædeligt. Man kunne ønske, at den indsigt ville smitte af på resten af den danske venstrefløj. MEN NÅR der alligevel er skår i glæden, er det særligt af to grunde. Den første er, at det har taget så lang tid for Holger K. at komme til sin nye erkendelse, at partiet i mellemtiden har mistet de fleste af sine markante EU- positive medlemmer, ikke mindst Steen Gade, Christine Antorini og Jes Lunde. Et tab, der helt sikkert vil gøre det vanskeligere og måske ligefrem umuligt for partiformanden at gennemføre den nye, mere positive og nuancerede EU-politik. Det fører til den mere principielle bekymring, nemlig om formanden i praksis vil kunne leve op til sin nye holdning. Et er nemlig på abstrakt plan kort efter et valgnederlag at erklære sig positivt indstillet over for unionen og sige, at man vil føre en 'offensiv' EU- politik. Noget ganske andet er at tage slagene ved de kommende folkeafstemninger. Dem kan man allerede nu forudse mindst et par stykker af de kommende år - en om euroen og en om den nye traktat, der skal vedtages i år 2004. Her vil det vise sig, om Holger kan sætte handling bag ordene og tør melde klart ud til fordel for jasiden.