ISRAEL HAR afbrudt enhver forbindelse med Yassir Arafat og hans palæstinensiske selvstyreorganisation. »Vi betragter ikke længere Arafat som relevant, og vi vil tage de nødvendige skridt til at forsvare os«, erklærer en officiel israelsk talsmand. Krisens aktuelle årsag er et palæstinensisk terrorangreb mod en israelsk passagerbus. Angrebet fandt sted onsdag aften og kostede ti israelere livet. 30 blev såret. Den palæstinensiske organisation al-Aqsa Martyrernes Brigade har taget ansvaret for aktionen. Den er tilknyttet Fatah-bevægelsen, der i hvert fald formelt sorterer under Yassir Arafat. Den fundamentalistiske Hamas-bevægelse erklærer, at et af dens medlemmer deltog i aktionen. Hvis dette er sandt, samarbejder de to bevægelser med eller uden Arafats vidende. Den israelske regering holder i alle fald Arafat ansvarlig. Bruddet med Arafat er kulminationen på 15 måneders konflikt, der udbrød i september 2000, da den palæstinensiske befolkning eksploderede i vrede og frustration over en politisk proces, der ikke bevægede sig hen imod det palæstinensiske mål - en selvstændig stat med hovedstad i det arabiske Jerusalem. Om intifadaen udbrød med Arafats vidende er sandsynligt, men ikke bevist. I alle fald kunne han på et tidligt tidspunkt have fået oprøret mod Israel under kontrol. Han valgte at lade udviklingen gå sin gang, indtil den løb fra ham. I dag kan Arafat ikke bringe terroren til ophør, selv om han kunne ønske det. Han tør ikke tage opgøret med sit bagland, der oplever intifadaen som en legitim frihedskamp mod en fremmed besættelse. I dag høster Arafat frugten af det vægelsind, som er karakteristisk for ham. KONFLIKTEN DREJER sig om to ledere, der begge er bange for deres politiske bagland, og som begge er for svage til at gøre de indrømmelser, der er forudsætningen for en politisk løsning. Både Arafat og Sharon ofrer deres befolkningers vel på deres politiske karrierers alter. Dette er den værste krise i Arafats karriere. Atter har hans politiske instinkt svigtet. Han har som tidligere ikke forstået, hvor kampen slutter, og den politiske proces begynder. Det blev hans endeligt i Jordan i september i 1970. Kong Hussein sendte sin legion imod Arafats folk. De måtte fortrække til Libanon, hvor Arafat oprettede et selvstyrende område i den sydlige del af landet, der grænser til Israel. Herfra rettede han angreb mod den nordlige del af Israel, hvilket udløste et israelsk angreb, der først sluttede med besættelsen af Beirut. Frankrig reddede Arafat ud af dette hjørne, så han undslap sin nemesis, Ariel Sharon, der dengang var Israels forsvarsminister og Libanon-krigens arkitekt. Arafat fik asyl i Tunis. Var det ikke for Oslo-aftalerne i 1993 ville Arafat formodentlig have endt sine dage i eksil. I stedet kom han til Gaza, hvor han oprettede den palæstinensiske selvstyreorganisation. Det er højst tvivlsomt, om Arafat vil redde sig ud af denne tredje krise. Sharon og hans politiske allierede har fra begyndelsen betragtet Oslo-aftalerne som værende mod Israels interesser. Nu er lejligheden kommet til at erklære Oslo-aftalerne bankerot. Sharon og hans meningsfæller er modstandere af tanken om en palæstinensisk stat, der ikke er afhængig af Israels nåde og unåde. De er modstandere af at dele Jerusalem, og de er imod at nedlægge en eneste bosættelse. Arafat har leveret den anledning, der gav Sharon muligheden for at slippe ud af en situation, hvor politiske forhandlinger og dermed territoriale indrømmelser truede. Det tog mindre end ti måneder. Sharon kom til magten i Jerusalem i februar i år. Den vigtigste faktor for hans valgsejr var ingen anden end Arafat. Kort før valgene havde Arafat sagt nej til præsident Bill Clintons forhandlingsudspil. Det var sandt nok utilfredsstillende set fra et palæstinensisk synspunkt, men som udgangspunkt for videre forhandlinger var det lovende. Arafats nej sikrede vælgernes ja til Sharon. Nu fuldfører Sharon det job, han måtte lade ugjort under invasionen af Libanon i 1982. Han har manøvreret Arafat ud i en tabersituation. Enten måtte denne vælge at blive erklæret irrelevant af Sharon, eller også måtte han blive irrelevant i forhold til sin egen befolkning. Arafat blev stillet over for et ultimativt krav fra Israel, USA og EU. Han skulle gøre en maksimal indsats for at bekæmpe terroren mod Israel, dvs. konfrontere sit palæstinensiske bagland uden at kunne give det håb om, at der lå en politisk løsning forude, der kunne begrunde en våbenhvile. Han valgte ikke at gå Israels ærinde og reddede således sit omdømme som palæstinensisk fighter. Men politisk set tabte han. Han gik i Sharons fælde og har sat den palæstinensiske selvstændighedskamp mange år tilbage. Bedre tider må vente, indtil Sharon og Arafat bliver erstattet af en ny generations ledere, der er frigjort fra de myter, personlige og nationale, i hvis fængsler begge sidder.