CHEFREDAKTØRER ER ligesom andre ledere i erhvervslivet. De holder ikke evigt. Og når konjunkturerne svigter, og kurver knækker, sker det oftere end ellers. Hvis det var utilfredshed med de opnåede mål eller avisens aktuelle økonomiske krise, der var baggrunden for fyringen i går af Jyllands-Postens journalistiske chefredaktør, Ulrik Haagerup, ville det kun have begrænset offentlig interesse. Det står imidlertid klart, at Ulrik Haagerup blev gået, fordi han ikke længere kunne acceptere Jørgen Ejbøls måde at forvalte sin rolle som både administrerende direktør og ansvarshavende redaktør for landets største avis på. Det er ikke nogen nyhed, at Jørgen Ejbøl har en meget markant lederstil, præget af voldsomme udmeldinger, store strategiske armbevægelser og en ikke ubetydelig uforudsigelighed. Da Ejbøl, der især har været direktør på Jyllands-Posten, også har et til dels berettiget ry for at være resultatskabende, bliver meget ham tilgivet. Det har Ulrik Haagerup givetvis også haft mange anledninger til i de syv år, hvor han som Ejbøls højre hånd har haft ansvaret for avisens daglige journalistiske linje. Når samarbejdet mellem den koleriske Ejbøl og den yderst professionelle Haagerup nu brister, er det, fordi Ejbøl har overskredet nogle principielle grænser. JYLLANDS-POSTENS FUPHISTORIE to dage før valget om flygtninges angivelige pendlerliv mellem Danmark og Palæstina er fremhævet som konfliktens kerne. Det virkelige problem er imidlertid, at Jørgen Ejbøl har ønsket at fremme Venstres valgsejr - og dermed et regeringsskifte - i valgkampens slutspurt. Og det vel at mærke ved at misbruge avisens journalistik, ikke ved at argumentere for sin holdning på lederplads. Det havde været helt naturligt i de gamle partiavisers, ja, sågar i den gamle, stokkonservative Jyllands-Posts tid. Men efter at avisen nu i årevis har kæmpet og til dels opnået troværdighed som en uafhængig og professionelt drevet avis, er det naturligvis en katastrofe for den troværdighed og journalistiske integritet, som netop Ulrik Haagerup har stået for. Jyllands-Postens bestyrelse, der i den fondsejede virksomhed har som sin fornemste opgave at værne om netop uafhængigheden, kunne have truffet et andet valg. Ved at foretrække den kommercielle koleriker frem for den professionelle bladmand, har bestyrelsen påført avisen alvorlig skade - og sat dansk journalistik et stort skridt tilbage.