DET ER NYE tider i Afghanistan. Syv år under mullah Omar og hans aparte Talebanbevægelse sluttede fredag, da dens hellige krigere opgav højborgen Kandahar. Det var herfra, Omar og hans mørkemænd styrede landet mod den totale isolation i et stadig tættere samarbejde med kræfter som Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk. Ingen bør savne dem. Det er imidlertid langtfra ensbetydende med, at afghanerne er sikret gode tider. Talebans styre var i sig selv en konsekvens af det blodige kaos, der rådede i landet, indtil talebanerne i 1994 skød frem som en magt, der blot to år senere indtog Kabul og standsede de blodige fejder mellem krigsherrer, som kostede 50.000 livet i årene forinden. Og disse kræfter udgør fortsat en latent trussel mod landets fremtid. Ganske vist enedes man på et møde i Bonn for få dage siden om en deling af magten mellem de etniske hovedgrupperinger, men blækket på aftalen var dårligt nået at blive tørt, før en af de vestlige magters tvivlsomme marionetter, den brutale usbekiske krigsherre Rashid Dostum fra den såkaldte Nordalliance, begyndte at så tvivl om den. Oveni havde Taleban kun lige opgivet Kandahar, før der fredag opstod kampe mellem rivaliserende krigsherrer. Man aner kun alt for godt risikoen for en gentagelse af blodbladet i begyndelsen af 1990'erne. UD OVER ET helt nødvendigt opgør med de ansvarlige for de senere års mange overgreb indebærer genopretningen af Afghanistan massiv økonomisk støtte til det styre, der nu skal hele sårene i landet. Prisen er gjort op til 35 til 70 milliarder kroner, men den kan snildt blive meget højere og tager i øvrigt ikke højde for den indsats, som er lige så påkrævet i nabolandet Pakistan. Her er hele samfund i grænselandet til Afghanistan blevet talebaniseret som følge af en religiøs vekselvirkning mellem afghanske og pakistanske grupper og skoler. Disse kræfter vil leve videre uagtet Kandahars fald og udgøre endnu en destabiliserende faktor. Genopretningen kræver en effektiv fredsstyrke, politisk pres og mange penge. Men efter 23 års krig fortjener afghanerne, at det internationale samfund tager opgaven på sig. Det kræver en lang og sej indsats, som er mindst lige så nødvendig som den militære. Slår det fejl, vil Afghanistan med stor sandsynlighed synke tilbage i kaos.