I MORGEN AFTEN er det hele forbi - valgplakater, valgannoncer og valgmøder. Stemmerne tælles op, og politikerne kan igen sige det, de egentlig mener. Nogle valgannoncer vil sikkert blive krøllet sammen og glemt i en fart. Man kan håbe på, at Anders Fogh Rasmussen hurtigst muligt lodret får arkiveret den annonce, som viste en gruppe muslimer uden for Århus Domhus. »Tid til forandring«, hed annoncen. I papirkurven med den - og med så mange andre manifestationer af groft fremmedhad. Sådan vælger vi i hvert fald ubevidst at fortolke partiet Venstre og partiet de konservative - som pæne mennesker, der blot en overgang har underholdt os med deres udlændingepolitiske foragt. I virkeligheden, siger vi, er det jo kun Pia Kjærsgaard, som for alvor mener, hvad hun siger. DERFOR BLIVER danskerne også lidt krænkede, når udenlandske iagttagere hæver øjenbrynene i dyb forundring over den danske retorik. Kan disse udlændinge da ikke kende forskel på, hvad politikerne siger - og på hvad de mener? Nej, det kan udlandet ikke. Retorik og ord er ikke meningsløse. Først og fremmest smitter ord. Da Shakespeare skrev den store demagogiske folketale, hvormed Marcus Antonius i 'Julius Cæsar' totalt forandrer folkets mening om mordet på Cæsar, havde han fat på en stadig meget aktuel pointe: Retorikken binder. Den, som bliver veltalende på et emne, bliver selv påvirket af sin succes og spejler sig i den. Meget mere i et demokrati end i et oldtidsdiktatur. Marcus Antonius kan ganske vist igen omstøde sin demagogi og i al stilhed kalde ordene tilbage - plebs, folket, vil måske ikke opdage bedrageriet. Men demokratiet i nutidens Danmark vil holde sig til det lovede. Hvad er det, en borgerlig regering har lovet danskerne, og hvordan skal det løfte holdes? Anders Fogh Rasmussen har underkastet sig Dansk Folkepartis retorik og bidraget til at forråde debatten om udlændinge. Det var muligvis ikke det emne, som interesserede de fleste danskere i en valgkamp, men det er blevet det sejrende tema. Han har konsekvent talt ned til befolkningens fordomme i stedet for at tale op til dens håb. Hvad vi har været vidne til, er en vulgær og desillusioneret moraldebat, som gennemspiller det tema, at politik ingen moral har.