SÅ ER der ingen vej udenom: Det er i dag, vi skal gøre vores demokratiske pligt og beslutte os for, i hvilken retning vi vil trække folkestyret. Det er en demokratisk disciplin, som vi på Politiken også gerne vil pålægge os selv. Avisen har en mening hver dag, og selv om vi ikke nærer nogen illusioner om at flytte mange stemmer af den grund, har vi naturligvis også en mening om, hvor krydset bør sættes i dag. Ved sidste valg anbefalede vi en fortsættelse af SR-regeringen. Var valget alene en bedømmelse af den udførte gerning, ville vi gøre det igen. Regeringens resultater er solide. Arbejdsløsheden er lav og den samfundsøkonomiske balance i orden. Landet står fornuftigt rustet til en international, økonomisk nedtur, og velfærdsstaten er fastholdt og forbedret. Et valg handler imidlertid om fremtiden - og om holdninger. Når fremtiden skal formes, er holdningerne afgørende. Og midt i en visionsløs valgkamp har et afgørende holdningsspørgsmål domineret valgkampen: Hvordan skal vi forholde os til den kendsgerning, at vores samfund - i lighed med det øvrige Europa - er præget af stigende forskelligheder, hvad angår national oprindelse, hudfarve, baggrund og identitet? Er den åbenhed over for omverdenen, som også vores velstand dybest set hviler på, en trussel, der skal bekæmpes, eller en opgave, der skal løses med udgangspunkt i vores grundlæggende værdier: frihed, lighed og medmenneskelighed? PÅ DET punkt har de store partier - alle de store partier - svigtet. Den utryghed, som terrorangrebet på USA 11. september har skabt, er med stor effekt blevet koblet sammen med de små og store integrationsproblemer, der har fyldt så meget i de senere års udlændingedebat. Resultatet er blevet en debat ført på Dansk Folkepartis national-istiske præmisser. Venstre og de konservative er direkte afhængige af Pia Kjærsgaard for at danne regering, og man kan roligt sige, at det har kunnet høres på deres valgpropaganda. Men også Socialdemokratiet har lagt en kurs, der har været mere præget af frygt for stemmetab end en forståelse for, hvilke grundlæggende værdier der er på spil. Spørgsmålet om, hvordan vi taler om og til vore medmennesker, kan ikke sidestilles med andre politiske spørgsmål. Selve sammenholdet i vores samfund er på spil, hvis vi tillader fordomme og intolerance at blive faste bestanddele i den demokratiske samtale. Hverken Venstre, de konservative eller Socialdemokratiet fortjener efter denne valgkamp opbakning. Hvis de får den alligevel, er det, fordi alt for mange endnu ikke har opdaget, hvor langt vi er kommet ud. Vore nabolande er ikke i tvivl. Det drejer sig ikke kun om konkrete forslag, selv om der har været forfærdelige skrubtudser undervejs, men om selve grundtonen i debatten. Anders Fogh Rasmussen er valgets favorit efter en valgkamp præget af en retorik, der i de store velfærdsspørgsmål knap er til at skelne fra Socialdemokratiets. Hvad de trods alt forskellige midler angår, har Venstre nedspillet dem i en sådan grad, at det er blevet umuligt for vælgerne at dele sig efter anskuelser. Anders Fogh Rasmussen har kort sagt ført en på overfladen professionel, men i realiteten helt igennem kynisk valgkamp. Mantraet om forandring for forandringens skyld har erstattet substans. Desværre har regeringen ikke formået at opstille et markant alternativ, hvad de kommende års politiske dagsorden angår. Mere af det samme og stol på os; sådan kunne man - med al respekt for den kvalitet der ligger i det - sammenfatte det. Det er næppe nok. I EN mudret valgkamp, hvor både saglighed og ærlighed har været en mangelvare, er de radikales leder, Marianne Jelved, et af de meget få lyspunkter. Hendes markante undsigelse af Anders Fogh Rasmussen under partilederrunden søndag aften brød igennem den hinde af ligegyldighed, der klæber til mange politiske udsagn. Hendes konstatering af, at Venstres leder ikke har udvist politisk lederskab under denne valgkamp, brændte sig igennnem skærmen og gjorde ondt på statsministerkandidaten. Det er ikke bare Marianne Jelveds anstændighed og ansvarlighed, der falder i øjnene. Som radikal leder har hun også vovet at bringe substans ind i valgkampen. Det gælder ærligheden om de uholdbare EU-forbehold, og det gælder de gennemarbejdede tanker om mindre skat på arbejde. Når man dertil lægger den loyalitet og konsekvens, der har præget hendes indsats i SR-regeringen, tegner der sig et billede af en politiker, vi ikke kan undvære. Marianne Jelved repræsenterer den ansvarlige midte i dansk politik. Hun kan i modsætning til mange politikere være både sin linje og sin valgkamp bekendt. Det er den slags politikere, der fortjener vores stemme i dag.