NÅR EMIREN AF QATAR, Sheikh Hamad bin Khalifa Al-Thani, i aften i hovedstaden Doha holder åbningstalen ved ministerkonferencen i Verdenshandelsorganisationen WTO, byder han velkommen til det første globale topmøde efter terrorangrebet mod USA 11. september. Det sætter i sig selv en ganske usædvanlig scene for topmødet. Især fordi mange anser det for afgørende, at topmødet bliver enig om at åbne en ny forhandlingsrunde, hvis det globale samarbejde mod terrorisme skal holde. Allerede før 11. september stod det dog klart, at forhandlingerne mellem de 142 medlemslande bliver helt afgørende for den globale orden. Det er i den lille ørkenstat, det reelt afgøres, om forskellene mellem rige og fattige lande skal mindskes, og det er her, at WTO for alvor skal gøre de såkaldte globaliseringsmodstanderes skepsis til skamme og vise, at organisationen formår at skabe resultater, som ikke alene gavner de rige lande. Sidst WTO forsøgte at sætte gang i en forhandlingsrunde, i Seattle for to år siden, gik det helt galt. Mødet, der er kendt som The Battle of Seattle, endte med et totalt sammenbrud i forhandlingerne og tumultagtige gadeoptøjer. Det sidste sker ikke denne gang. Doha er nærmest klinisk renset for potentielle uroelementer. Der er masser af fred til at nå resultater, og der er ingen tvivl om, at både USA og EU vil strække sig langt for at opnå enighed. Begge parter vil have svært ved at leve med et forhandlings-sammenbrud, samtidig med at bomberne falder ned over Afghanistan. RISIKOEN FOR et sammenbrud a la Seattle synes på den baggrund beskeden. Ikke desto mindre står de rige og fattige lande langt fra hinanden, når det gælder substansen i forhandlingerne. De fattige lande mener - med god grund - at de hidtil er blevet snydt i forbindelse med aftalerne om liberalisering af verdenshandelen. Mest grelt når det gælder landbruget. På trods af aftalerne om at reducere landbrugsstøtten pumper EU og USA fortsat milliarder af kroner i landbruget. Ifølge Verdensbanken bruger de rige lande hver dag op imod 10 mia. kr. på landbrugsstøtte - seks gange så meget, som de bruger på udviklingsbistand. Skal der overhovedet komme resultater ud af forhandlingerne i Doha, er det pinedød nødvendigt, at EU sammen med USA og Japan dropper de lunkne meldinger om at »se på landbrugs-støtten«. Der er behov for at gå langt mere drastisk til værks. En fortsat vægring mod at skære hårdt i landbrugs-støtten og åbne markederne er ikke alene uanstændig, det vil samtidig være en ren foræring til globaliserings-modstanderne. INDRØMMELSER på landbrugsstøtten kan derudover være den murbrækker, som gør det muligt for EU at få vigtige mærkesager på bordet. Akkurat som i Seattle ønsker EU at sætte miljø og sociale rettigheder på dagsordenen, ligesom fællesskabet ønsker, at WTO også skal beskæftige sig med konkurrenceregler, offentlige udbudsregler, finansielle tjenesteydelser og en lang række emner, som afspejler en stadig mere kompliceret indretning af verdensøkonomien. Ambitionen er god og rigtig. Der er brug for mere regulering af handelen mellem de rige lande. Men man forstår godt, at de fattige lande er skeptiske. Hvorfor skal vi acceptere, at der dynges flere emner på bordet, når de aftaler, der allerede er vedtaget, enten skader os eller ikke fungerer ordentligt, spørger de med henvisning til den kontroversielle aftale om patentrettigheder. En aftale, som har været til stor gavn for medicinalvirksomhederne i de rige lande, men som samtidig har lagt alvorlige hindringer i vejen for kampen mod sygdomme som aids, malaria og sovesyge, der hvert år koster millioner af mennesker livet. Netop konflikten om patentreglerne illustrerer øjeblikkets vigtigste problemstilling i den internationale økonomi. På den ene side kræver globaliseringen en effektiv international regulering. På den anden side er det umuligt for de fattige lande at følge med. Ressourcerne er der ikke. Især ikke når de rige lande fortsat lægger hindringer i vejen for fri handel. De fattige landes lyst til at udvide WTO-reglerne er derfor behersket. Og det er stærkt handlingslammende, når WTO bygger på ét land, én stemme. Men løsningen er ikke at slække på ambitionerne. I stedet handler det i endnu højere grad end tidligere om at arbejde for en 'global aftale', hvor de rige lande forpligter sig til at tilbagebetale en meget større del af deres frihandelsgevinst. Og så huske på, at langt den mest effektive udviklingsstøtte er den, der kommer ved at nedbryde handelsbarriererne. Udfordringerne i Doha er kolossale. Ikke mindst fordi et nyt sammenbrud sandsynligvis vil tage livet af WTO.