FORESTIL DEM følgende situation: En frygtelig sygdom hærger Danmark. Dræber hundredvis af mennesker om året, invaliderer yderligere tusinder og koster samfundet milliarder af kroner. Fuldstændig helbredelse er ikke muligt, men vore nabolande redder ikke desto mindre langt flere fra både død og ødelagte liv. Alligevel reagerer danske politikere ikke, mange kommuner orker ikke at lave handlingsplaner, og befolkningen affinder sig tamt med det. Grotesk, ikke sandt? Men ikke desto mindre er det realiteten i dagens Danmark, hvis blot man i ovenstående afsnit udskifter ordet 'sygdom' med 'trafik'. Som det i de sidste små to uger er blevet dokumenteret her i avisen, står det frygteligt til på de danske veje. TALLENE TALER for sig selv. Omkring 500 mennesker mister hvert år livet i trafikken i Danmark. Yderligere næsten 10.000 kvæstes ifølge de officielle statistikker, det virkelige tal er langt højere. Inden for de sidste 10 år har trafikulykker påvirket hver fjerde familie. Hver tiende person har været ude for et trafikuheld, der krævede lægebehandling. En ud af 30 har fået et af de nærmeste familiemedlemmer dræbt. Oversat til tabte leveår er trafik den fjerdestørste dræber i Danmark. Efter hjertesygdomme, lungekræft og selvmord, men langt foran f.eks. aids (for slet ikke at tale om miltbrand), der får noget mere opmærksomhed i den offentlige debat. Til de menneskelige omkostninger kommer de økonomiske. De er også til at tage og føle på. En enkelt person, der kom til skade på en scooter for fem år siden, har kostet knap 8,5 millioner kroner. En anden har på 11 år kostet næsten 20 millioner. Tilsammen løber omkostningerne i forbindelse med trafikuheld i Danmark ifølge en ny opgørelse fra Vejdirektoratet op i svimlende 11 milliarder kroner om året. Det er det samme som en halv storebæltsbro eller en hel metro. Hvert eneste år. Og så er der endda ikke medregnet de anslåede 3,5 milliarder kroner, trafikuheldene koster i velfærdstab. FRYGTELIGT, men det er der jo ikke noget at gøre ved, lyder manges instinktive reaktion. Men det er der faktisk. Og man skal ikke engang ret langt for at kunne konstatere, at en målrettet indsats nytter. I Sverige, Norge og England er antallet af trafikdræbte i forhold til befolkningens størrelse 40 procent mindre. Det er 200 liv. Om året. Eller tag Gladsaxe Kommune. For mindre end fem millioner kroner er det i løbet af de sidste fem år med få, velplacerede trafiksaneringer lykkedes kommunen - i tæt samarbejde med beboerne - at reducere antallet af trafikskader med 80 procent. I virkeligheden er årsagerne til trafikdøden på de danske veje nemlig ikke særlig komplicerede. Der er tre hovedsyndere. For det første hastighed. Hver fjerde dødsulykke skyldes udelukkende for høj hastighed. For det andet manglende sikkerhedsseler. Trods airbags og andet moderne sikkerhedsudstyr er sikkerhedsselen stadig langt den vigtigste garanti hvis uheldet er ude. Og for det tredje fordrukne chauffører. Alkohol spiller en rolle i hvert tredje uheld. DET ER derfor ikke manglende viden, der er problemet, men derimod manglende vilje og målrettethed. Tydeligst viser det sig i den forrykte omstændighed, at mere end hver femte kommune - trods gentagne anbefalinger fra regering, Folketing og Kommunernes Landsforening - end ikke har gidet lave en handlingsplan for den lokale trafiksikkerhed. Det gælder for eksempel landets statistisk farligste kommune, Rødby, hvis borgmester for at føje spot til skade afviser at ville bruge 300.000 til 500.000 kroner på det. Den løsagtighed og ligegyldighed over for vores og samfundets sikkerhed kan og skal vi ikke finde os i. Og heldigvis står der nu ikke mindre end tre forskellige valg for døren, og er der et emne, der kan forene dem, er det netop trafikpolitikken. 20. november er derfor en oplagt lejlighed til at forlange handling af vore politikere, og opfordringen herfra skal lyde: Brug de ellers så tamme, hule og kedsommelige valgmøder til at forlange svar på, hvad den enkelte kandidat helt konkret vil gøre for at forbedre trafiksikkerheden; forlang klare løfter, og insister på handling. Nu er muligheden der til at kræve, at politikerne tager alvorligt fat omkring Danmarks elendige trafiksikkerhed, og der er intet bedre tidspunkt end en valgkamp til at presse dem. Gør det!