VORT SAMFUNDS mildest talt elendige evne til at vurdere og håndtere risici er blevet dramatisk udstillet under den globale miltbrandalarm. Et enkelt dødsfald og en håndfuld syge i USA har også herhjemme udløst et postyr, der efterhånden forekommer de fleste en kende absurd. Ja, det kan, være at vi i morgen bliver ramt af noget meget alvorligt, men nyheden er altså, at det ikke er sket endnu. Men hvor skyggen fra de 6.000 dræbte 11. september og den psykologiske terrorkrig, der øjensynlig føres mod USA, kan forklare meget, så er den proportionsløse bekymring desværre ikke noget enkeltstående fænomen. Også i den almindelige danske hverdag demonstrerer vi gang på gang et stort talent for ikke at kunne se forskel på stort og småt. Vi hiver solcreme og olivenolie ned af hylderne på et løst grundlag, vi bruger langt flere penge på at bekæmpe kogalskab, end sundhedsproblemet kan begrunde, forsvaret bevilger millioner til en ikkeeksisterende leukæmi-trussel fra Balkan og så videre og så videre. DET ER klart, at vi i medierne har en væsentlig del af ansvaret for de panikfænomener, der nogle gange opstår. Det er også klart, at det vil vi ikke bare holde op med - det er jo vores opgave at rette søgelyset mod små og store problemer, og offentligheden ved af erfaring, at hverken erhvervsliv eller myndigheder altid er 100 procent pålidelige i den slags sager. Der er situationer, hvor den afslørende journalistik ikke kan undværes. Skal der gøres noget ved problemet - og sammen med medierne har både politikere og interesseorganisationer deres ansvar - så kommer man ikke uden om at konfrontere grundproblemet: Vi mennesker er ikke særlig gode til at vurdere risici. Små, usynlige risici har det med at blive overvurderet, store og velkendte med at blive under-vurderet. De risici, vi alle kender fra hverdagen, accepteres - ofte i helt urimelig grad jf. trafik-sikkerheden herhjemme - andre har mere dramatisk appel. Det gælder miltbrand, men også andre trusler, der knap nok behøver at blive dokumenteret, før vi imødegår dem med en massiv indsats. For så vidt som der overhovedet findes et enkelt svar, må det bestå i, at den offentlige sagkundskab påtager sig sit ansvar og sætter størrelsesorden på de forskellige risici. Vi kan ikke længere leve med, at noget måske er et problem. Vi er nødt til at få sagkundskabens bud på, hvor stort problemet er og i forhold til hvad. Indtil det sker, er vi - også i medierne - værgeløse ofre for alle anfald af offentlig panik.