»HISTORISK DOKUMENT«. Den betegnelse har de britiske medier flittigt anvendt, siden IRA tirsdag i et kortfattet kommunike bekendtgjorde, at den nu langt om længe vil påbegynde en afvæbning. Udspillet fra den republikanske undergrundsbevægelse - eller terrororganisation - kommer et minut i tolv. Men bedre sent end aldrig. Som det hedder med en sjælden selverkendelse i IRA's lille rundskrivelse til medierne: »På dette kritiske tidspunkt har vi alle et medansvar for at sikre fredsprocessen«. Budskabet er naturligvis blevet modtaget med kyshånd i London og Dublin. Tony Blair, som ganske vist ikke er kendt for at spare på det retoriske krudt, nærmest eksploderede af glæde: »Om IRA så blot afleverer en patron, vil det være et skridt fremad«, lød det fra premierministeren. OPTIMISTERNE HAR bestemt anledning til begejstring. Det er nemlig første gang, at IRA frivilligt afleverer våben. Hvor meget, de lægger til side til eventuel senere brug, er ikke til at vide, men alene signalet viser, at den hidtil så urokkelige organisation er til at få i tale. Årelange, ofte problematiske, forhandlinger mellem Sinn Fein, den britiske og irske regering og de protestantiske unionister har gødet jorden for IRA's usædvanlige skridt. Udsigten til en politisk løsning på konflikten er dermed rykket nærmere. NÅR DET ER sagt, er der imidlertid også grund til at dæmpe forventningens glæde. For det første har hverken IRA eller Sinn Fein erklæret, at krigen eller »the trouble« er et overstået kapitel. I første omgang må man derfor betragte udmeldingen som en realistisk erkendelse af, at terrorisme ikke er vejen frem - en erkendelse som måske er blevet yderligere næret af begivenhederne 11. september. Selve kampen for et forenet katolsk republikansk Irland er ikke blevet indstillet. For det andet er det kun den største gren af IRA, kaldet det 'provisoriske IRA', som har besluttet at aflevere krudt og kugler. To mindre udbrydergrupper har allerede svoret, at de vil fortsætte den militante kamp. Hvis de holder ord, er den blodige tid endnu ikke forbi i den plagede provins. Men det er et skridt i den rigtige retning, at flertallet blandt de væbnede republikanere nu bakker op om en ikkevoldelig kurs. Det vil protestanterne forhåbentlig også vide at påskønne.