UDENRIGSPOLITISK samdrægtighed og indenrigspolitisk beroligelse var mottoet for statsministerens åbningstale, og reaktionerne har da også bekræftet, at det politiske spil er gået ind i en fase, hvor det gælder om at være den, der ikke fremprovokerer bruddet. Fordi både statsministeren og oppositionslederen har valgt beroligelse som valg-strategi, er det blevet sværere at se forskel på blokkene i de traditionelle, politisk-økonomiske spørgsmål. Terroren mod USA lægger heller ikke op til basal uenighed mellem vore to Rasmussener. Alligevel er der et punkt, hvor forskellen var tydelig. STATSMINISTERENS ORD om de store spørgsmål, som katastrofen i New York har aktualiseret, var præget af sund fornuft og en god balance: Den internationale solidaritet, terrorbekæmpelsen, indsatsen i NATO og EU, det forbedrede beredskab og en gennemtænkt opstramning af praksis i forhold til terrorister og deres netværk - det kan alle i Folketinget heldigvis samle sig om. At der ikke er tale om en religionskrig, og at der under ingen omstændigheder er tale om et opgør mellem 'dem' og 'os' er de fleste politikere enige om også herhjemme. På det punkt er det stort set kun Dansk Folkeparti, der puster hadefuldt og forudsigeligt til fordomme og mistænkeliggørelse. Men Poul Nyrup Rasmussen sagde mere end det. Han advarede mod frygten og mod at piske en stemning op. Han sagde også: »Aldrig før har vi haft så hårdt brug for at få vore etniske minoriteter i job i Danmark. Jeg kan simpelthen ikke se, hvordan vi kan få sikret den nødvendige service i vort velfærdssamfund uden ... Vi har hårdt brug for flygtninge og indvandrere i Danmark«. Han var inde på det paradoks, at diskriminationen på arbejdsmarkedet især rammer de veluddannede. Problemet sættes i relief af, at 12.000 overvejende arbejdsduelige og veluddannede indvandrere forlod Danmark sidste år - et tal, der er i stigning, og som er langt større end antallet af nye asylansøgere. Poul Nyrup og regeringens integrationspolitik fremstod i åbningstalen som konsekvent, afbalanceret og konstruktiv - og i velgørende kontrast til de skrubtudser, indenrigsminister Karen Jespersen og statsministeren selv med mellemrum har sluppet ud. KONTRASTEN TIL den anden Rasmussen var også til at tage og føle på - og dybt forstemmende. Lyt engang til formanden for Danmarks liberale parti, og i egen forestilling kommende statsminister, Anders Fogh Rasmussen: »Statsministeren forholder sig ikke til det, der mere og mere tydeligt står som det reelle problem: nemlig at tilstrømningen af udlændinge til Danmark er for stor. Den er så stor nu, at vi ikke kan gabe over det længere«. Bortset fra at retorikken er et rent ekko af Pia Kjærsgaard, Søren Krarup og andre meget lidt liberale stemmer, kan man simpelthen ikke tro, at Anders Fogh mener det, han siger. 'Udlændinge' - skåret over en kam, i et åbent samfund som det danske, der både økonomisk, politisk og menneskeligt nu og i fremtiden lever af at være tæt sammenfiltret med omverdenen. 'Tilstrømning' - på et tidspunkt, hvor udlændingelovgivningen aldrig har været strammere, hvor indvandringen er beskeden, og hvor de problemer, der faktisk findes, typisk angår unge, der er født her i landet. MEN DET er naturligvis en bestemt slags udlændinge, Anders Fogh Rasmussen ønsker at advare imod og mistænkeliggøre. »Selv om det stadig forhåbentlig er et mindretal, har vi set, at ganske mange udlændinge dybest set ikke anerkender de værdier, som det danske samfund og demokrati bygger på«, sagde Venstres formand. I betragtning af den verdensomspændende koalition mod terror, omfattende stort set alle de lande, vore indvandrere kommer fra, der er under opbygning, er det en mageløs generalisering, Anders Fogh her præsterer. Som om det kun er i Danmark, vi bekender os til værdier, der udelukker terrorisme. I betragtning af at alle landets indvandrer- og flygtningeorganisationer har taget utvetydigt afstand fra terroren - hvad statsministeren da også har anerkendt - er det en mageløs fornærmelse, Venstres leder her kommer med. Læg mærke til ordene: »Selv om det stadig forhåbentlig er et mindretal«, der altså ifølge Fogh ikke anerkender demokratiet. Her forenes en grotesk overdrivelse med en dyster prognose om fremtiden. Sandheden er naturligvis, at det store flertal af muslimer her i landet har et forhold til deres religion, der er nogenlunde lige så afdæmpet, som det gælder for de fleste andre danskere. Blandt det mere stærkt troende mindretal er der et mindretal i mindretallet, der er imod de verdslige og demokratiske idealer, som hersker i vores del af verden. Dette mindretal i mindretallet, hvoriblandt de fleste ikke drømmer om at handle i overensstemmelse med deres rabiate holdninger, er det altså, at Anders Fogh Rasmussen mener er på nippet til at udgøre et flertal af udlændinge her i landet ... Og den mand vil være statsminister.