REPRÆSENTANTER for verdens 1,2 milliarder muslimer er i dag samlet i den lille Golfstat Qatar for at udarbejde en fælles holdning til terrorisme. Mødet blev indkaldt efter terrorangrebet på USA 11. september med henblik på at give et fælles muslimsk svar fra organisationen Islamisk Konference (OIC), der fordømte terrorangrebet utvetydigt. Men efter starten på de amerikansk-ledede modangreb på Afghanistan vil det givet stå i centrum for debatten blandt OIC's udenrigsministre. Der kan næppe forventes en fordømmelse af dét, da de fleste af medlemmerne synes at bifalde det stiltiende. Det tyder på overfladen godt. Men situationen er yderst farlig, fordi selv de mest USA-loyale arabiske lande var sene til at kommentere de anglo-amerikanske angreb. Og da de gjorde det, var det i overvejende meget forsigtige vendinger. De fleste af dem vil hellere end gerne se Osama bin Laden og Talebanregimet udslettet. Men når de alligevel viser enormt stort ubehag ved angrebene på Afghanistan, så peger det på et af de største problemer for den internationale alliance: Bin Laden er hadet, men han siger ting, som der er stor opbakning til i den arabiske og muslimske verden. EFTER STARTEN på angrebene på hans netværk i Afghanistan var det sikkert ikke opfordringen til hellig krig i bin Ladens videomeddelelse på den panarabiske satellitkanal al-Jazeer, der talte til mange muslimske hjerter. Men det gjorde hans opfordring til at kæmpe for palæstinenserne og imod økonomisk boykot af Irak. Palæstinenserne er selve symbolet på arabiske og muslimske følelser af afmagt over for USA's prioriteringer. Og når bin Laden talte om børnene, der lider i Irak, så er det næppe, fordi han bekymrer sig meget om dem. Men det ved han, at arabere og muslimer i hele Mellemøsten gør i høj grad. Når USA's præsident George W. Bush siger, at de første angreb på Afghanistan er gået ifølge planen, så er spørgsmålet, om Osama bin Laden ikke mener præcis det samme. For han regner ikke helt uden grund med, at det opildner til åbne konflikter imellem muslimer og vesterlændinge. Bin Ladens påpegning af vestlig dobbeltmoral går lige ind hos hundredtusinder af muslimer og arabere. Mange af dem drømmer formentlig om adgang til alle de materielle værdier og demokratiske frihedsrettigheder, som Vesten repræsenterer. Men i for eksempel Saudi-Arabien ved de samtidig, at de korrupte regimer, som nægter dem begge dele, bliver holdt oppe af USA. USA har vist, at terrorangrebet har manet til eftertanke, når det gælder amerikansk udenrigspolitik. Men over for skeptiske eller stærkt kritiske befolkninger i den muslimske verden har det endnu ikke fået konkret udtryk. Tværtimod giver de seneste amerikanske udmeldinger dem grund til frygt for, at flere angreb på regimer i deres del af verden forestår i stedet for noget, der kan give dem et bedre liv. KRITIKKEN for ikke at have offentliggjort tilstrækkelige beviser imod Osama bin Laden som ansvarlig for terroren imod USA bør også tages alvorligt. Ikke mindst når der trues med, at »krigen imod terror« vil ramme flere lande. En Beirutavis spørger, hvem den næste bliver, »der bliver henrettet uden rettergang«. På trods af alle sikkerhedshensyn, som kan ligge bag den manglende offentliggørelse af beviser, så kan det ikke efterlade andet indtryk blandt dem, som ikke deler vores opfattelse af verden, at USA forbeholder sig ret til at udmåle forbrydelse og straf. Des længere tid, angrebene på Afghanistan varer, des større fare er der for, at bin Laden får held til at fremprovokere i hvert fald lokale sammenstød mellem civilisationer. Og vestlige lederes forsikringer om, at dette ikke er krig mellem islam og den kristne verden er ikke nok til at overbevise millionerne af skeptiske. Derfor er det også en krig imod tiden og en propagandakrig, som Vesten endnu kun er sikker på at kunne vinde hos sig selv. Det meste af Afghanistan har angrebene nu gjort til lukket land, så det er op til den enkelte uden sikre meldinger at afgøre, om påstande, om at det allerede har kostet mange civile ofre, er rigtige eller forkerte. Des tættere verden er på at udslette bin Laden, des tættere synes han - at dømme efter kampråb i muslimske byers gader - at være på sit mål: at sætte civilisationerne op imod hinanden. Den megen tale om, at Talebanregimet må afsættes, synes at have skubbet målet at ramme Osama bin Laden i anden række. Men det må forblive den højeste og mest påtrængende prioritet - også for at smadre myten om bin Laden som den uovervindelige, før den har taget endnu mere land.