KONKLUSIONERNE i regeringens rapport om beskatningen af Nordsøolien virker hårrejsende. Alligevel kan de dårligt kaldes overraskende. Det har i lang tid stået klart, at A.P. Møller og konsorter er sluppet alt for billigt i skat. Skatteministeriet opgør rabatten til 15 milliarder kroner, når man ser tilbage på de seneste 20 år. Det svarer til 10 års finansiering af regeringens forslag til en forlænget barselsorlov. I sig selv er det stærkt kritisabelt, at regeringen først nu undersøger oliebeskatningen. Anført af de økonomiske vismænd har stribevis af økonomer kritiseret den nuværende beskatning for at være for slap. Siden ordningen blev skruet sammen i 1982, har forudsætningerne ændret sig så markant, at det i lang tid har været uden mening at kalde det en skat. Skabt i en tid, hvor inflationen var over 10 procent og renteniveauet over 20 procent, er den såkaldte kulbrintebeskatning endt som en gavebod, hvor olieselskaberne afskriver deres investeringer tre gange. DE GROTESKE forhold ser dog ikke ud til at anfægte regeringen. Den vil beholde den nuværende model, selvom der er udsigt til, at selskaberne vil få en rabat på over tre milliarder kroner om året de næste mange år. Regeringen mener ikke, at den kan ændre de aftaler, man har lavet med de nuværende koncessionshavere. Mage til vrøvl. Med brug af den tankegang ville selv parcelhusejere kunne argumentere for, at en forhøjet beskatning er et brud med de forudsætninger, de oprindeligt handlede ud fra. En fastholdelse af den nuværende beskatning kan kun forsvares med hensynet til fortsat at tiltrække udenlandske olie-selskaber. Men med de nuværende, nærmest latterligt lave skatter er der ingen fare for at skræmme nogen væk. Tværtimod kan det ikke gå hurtigt nok med at stoppe de nuværende tilstande, hvor vores fælles værdier ryger i olieselskabernes lommer i stedet for at bidrage til finansieringen af den danske velfærdsstat.