OVER EN halv million danskere, der er kunder i PFA Pension, har over weekenden kunnet læse, at selskabet er i dyb krise, fordi reserver på 18 milliarder kroner var blevet ædt op af massive kursfald på aktier. PFA har holdt krisemøder med Finanstilsynet, fordi selskabet ikke kan leve op til lovens mindstekrav om sikkerhed for pensions-opsparernes penge. At landets største pensions-selskab pludselig kan være i så voldsom en krise er stærkt overraskende for de fleste og sætter historien om, hvordan PFA voksede sig stor, i et nyt lys. Men også andre, mindre pensionsselskaber er tæt på at være i samme situation som PFA. Med den historiske krise i PFA må pensionskunderne i PFA spørge sig selv, om de er blevet ført bag lyset af en volumensyg ledelse, en ledelse, der indtil 1. august i år bestod af den højprofilerede administrerende direktør André Lublin og hans trofaste makker, matematisk direktør Andreas Kühle. Selv om det er en international børskrise, der har gjort krisen åbenbar, er det uundgåeligt, at der nu stilles spørgsmål ved hele PFAs strategi: Ledelsen har i jagten på nye kunder mere end noget andet selskab i landet stået bag en overbudspolitik, som nu viser sig ikke at kunne holde. NATURLIGVIS VIL PFA Pension og de selskaber, der kommer i nød, forsøge at forklare sig med, at aktiemarkedet er kollapset på grund af den uhyggelige og uforudsigelige terror mod USA. Argumentet holder imidlertid kun i en vis udstrækning, da det jo ikke er alle selskaber, der er sendt til tælling, ligesom lovgivningen tilsiger, at selskaberne skal sørge for at være så tilstrækkeligt velpolstrede, at selv store udsving på børsmarkederne kan opsuges. Og sandheden er da også, at selv om terrorangrebet for 14 dage siden har udløst en rutsjetur, så er faldet ikke større, end at det - måske i et lidt langsommere tempo - kunne være kommet alligevel. Faktisk burde en række udenlandske børsers fald have advaret de hjemlige institutionelle investorer, herunder PFA, om, at den danske børs var eksponeret for noget lignende. Lublins afløser, den nyligt tiltrådte administrerende direktør Henrik Heideby valgte - efter et usikkert kriseforløb med famlende budskaber til offentligheden - i går at stå frem og fortælle, at selskabet er i krise, og at der arbejdes på en genopretningsplan, som indebærer tilførsel af kapital kombineret med stop for nye kunder og en markant nedjustering af løfterne. I klar tekst: Vi har ikke styr på det og vil i øvrigt gerne have nye ejere. Ifølge Heideby har PFA i bakspejlets klare lys haft en for stor vækst og ikke i tilstrækkelig grad opbygget reserver til at modstå ekstreme aktiekursfald. For fremtiden vil PFA investere mere konservativt, bl.a. i obligationer og ejendomme. DENNE UDMELDING er en åbenlys afstandtagen fra makkerparret André Lublin og Andreas Kühles hidtidige strategi. For Lublin handler det om eftermælet, der nu er spoleret, for Andreas Kühle handler det formentlig om et nyt job, når dønningerne har lagt sig. Når mange forståeligt nok nu vil stå klar med kritik af de to, skyldes det også den måde, Lublin i mange år agerede på offentligt. Der var ikke langt mellem de skarpe udmeldinger, der ofte havde karakter af politisk pression. Et af de mest kendte eksempler er makkerparrets boykot af ejendomme, da politikere stoppede branchens kreative brug af ejendomsselskaber til at slippe for beskatning af obligationsbeholdninger. Netop skatter og afgifter har også mere generelt været årsagen til PFAs evige utilfredshed med myndighederne og politikerne på Christiansborg. Det må siges at være et paradoks af de større, når de politikere, som Lublin og Co. har jagtet gennem tiderne, i går måtte træde til for at afværge en uoverskuelig krise og - måske - sikre PFAs overlevelse som selvstændigt pensionsselskab. Midlet er en række ændringer af skattereglerne, der skal gøre PFA og andre pensions-selskaber mere solide. Det ville klæde André Lublin og andre direktører, der mener selv at kunne klare ærterne i gode tider, en gang imellem at markere, at de trods alt ikke kan undvære myndighederne og skattereglerne, når de kommer ud, hvor de ikke kan bunde. Ligesom det gælder de nye og svimlende garantier, som staten netop har måttet give flyselskaberne, er det afgørende, at statens velanbragte vilje til at rage kastanjerne ud af ilden for et hårdt trængt erhvervsliv ikke udnyttes til at begrænse normale risici og tilbageslag. I USA måtte flyselskabernes topledere betale for hjælpepakken med et par års løntilbageholdenhed. Niveauet for erhvervsledere herhjemme er - heldigvis - langt mere beskedent, men tankegangen fejler ikke noget. Fejlskøn - og her tænker vi naturligvis på pensions-selskaberne, ikke på de terrorramte og sagesløse flyselskaber - der er så store, at de bliver samfundets problem, må ikke af den grund få lov til at være helt ustraffede.