EFTER CHOKKET og den solidaritet, det udløste, præger en vis frygt og bekymring det internationale mediebillede. Almindelige afghanere flygter fra Kabul, og hvis Afghanistans grænser ikke var lukkede både inde- og udefra ville de mange, der for længst er flygtet fra Talebanstyret, hurtigt blive til mange flere. Men der er også plads til skepsis andre steder; vil amerikanerne nu ikke (over)reagere, og står vi ikke på kanten af noget meget farligt? Det kan ikke nægtes, at en international krise med så forfærdeligt et udgangspunkt, og med så mange tråde ud i verden, principielt er både uforudsigelig i sin udvikling og uoverskuelig i sine konsekvenser. Når det er sagt, tegner det foreløbige storpolitiske mønster et mere beroligende billede, end de fleste måske har gjort sig klart. MENS USAs militære forberedelser skrider langsomt og diskret fremad, er den sårede supermagt først og fremmest i gang med at opbygge en verdensomspændende politisk koalition mod terroren. Koalitionen tegner til at blive næsten universel. Foruden alle USAs traditionelle allierede i Europa, Asien og det øvrige Amerika vil den i mere eller mindre aktive roller komme til at omfatte lande som Rusland og Pakistan, ja, måske sågar den gamle fjende Iran, foruden forståelse fra det meste af den arabiske og islamiske verden og Kina. På den anden side står - foruden den usynlige fjende, terrorismen - stort set kun Afghanistan og måske Sudan. At Talebanregimet i disse timer forpasser chancen for at lægge afstand til Osama bin Laden og terroren, er i det lys en kæmpegevinst for USA. Fra at skulle fange en enkelt mand og hans håndlangere, er supermagten ved at få et mere håndgribeligt mål: At neutralisere talebanernes bidrag til international terrorisme og om nødvendigt at vælte regimet i Kabul, samtidig med at Osama bin Ladens netværk rammes. Ikke noget der kan gøres i et snuptag, men dog langtfra en opgave der - grundigt forberedt - forekommer umulig for en koalition, der snart vil bestå af hele verden med USA i spidsen. I betragtning af at kun tre lande hidtil overhovedet har anerkendt Talebanregimet, er de diplomatiske omkostninger også overskuelige - med eller uden det yderligere og mere detaljerede FN-mandat, som USAs allierede gerne ser. USAs UDENRIGSMINISTER, Colin Powell, er i disse dage ved at overføre den doktrin, han blev kendt for som forsvarschef under Bush senior, fra den militære til den diplomatiske arena. Doktrinen går ud på, at USA altid skal råde over en helt overvældende styrkefordel, før det bruger sit militær. Lige nu er USA ved at opbygge en politisk koalition mod terror, hvor de færreste partnere er tiltænkt en militær rolle - det klarer USA selv - men hvor en lang række efterretningstjenester, politistyrker, diplomater og politikere til gengæld trækker på samme hammel som USA. Et af de første, markante og dramatiske resultater af supermagtens diplomatiske offensiv, er våbenhvilen i den israelsk-palæstinensiske konflikt. Sharon-regeringen har tydeligvis fået at vide, at USA ønsker ro på bagsmækken og fremskridt i fredsprocessen. Og Arafat har - belært af palæstinensernes fejlgreb under Golfkrigen for 11 år siden - forstået at tilpasse sig amerikanernes behov. Lige nu er Arafat rent politisk tættere på at være officielt medlem af USAs anti-terrrorkoalition end israelerne. Et paradoks, der må forekomme de terrorplagede israelere vanvittigt, men som bedre end noget andet illustrerer den diplomatiske blindgyde, Israel har manøvreret sig ind i de senere år. Facit er under alle omstændigheder, at der er tændt et spinkelt håb for fredsprocessen i Mellemøsten - skrøbeligt, men dog det første fremskridt efter måneder præget af eskalerende vold på begge sider. DEN STORE koalition, som USA er ved at skabe, har sin pris. At lande som Pakistan og især Saudi-Arabien, der bærer deres store del af ansvaret for, at den fundamentalistiske strømning står alt for stærkt blandt mange muslimer også i vores del af verden, er hverken særlig kønt eller særlig langtidsholdbart. Også Rusland og Kina står parat med ønsker om indrømmelser i forhold til deres indre problemer, der bestemt ikke er uproblematiske. På den anden side; skal USA opnå resultater og undgå den konfrontation med alt for store dele af det arabiske islam, så må de såkaldt moderate lande nødvendigvis med ind i varmen. Man må håbe på, at USA ikke glemmer, at de regimer ikke kun er en del af løsningen, men i høj grad også en del af problemet. Meget er endnu uafklaret, og den fundamentale sårbarhed, som terroren i USA afdækkede, kan selv den største koalition ikke afbøde. Men det er dog værd at notere, at verden i disse uger under et sammenbidt USAs ledelse ikke kun bevæger sig mod større uorden, men også ser ud til at ville og kunne handle og løfte i flok.