De store landes forsøg på at udstyre EU med en karismatisk præsident fra et stort medlemsland – Tony Blair – slørede i nogle uger billedet af, hvad EU grundlæggende er for en størrelse: EU er en langsomt virkende kompromismaskine, hvor der skal være udbredt konsensus om beslutningerne, og hvor frække kortslutninger af de manges indflydelse sjældent lykkes. EU er en stærk forening af nationalstater, hvor topfigurerne ikke er unionens overbosser, men fællesskabets tjenere. Opgaven er ikke at rage op, men at samle.
Både de store landes egne og mange kritikeres forestillinger om, at de store lande i sidste ende bare bestemmer over EU, er, når det kommer til stykket, ikke andet end netop det – forestillinger, der ikke har hold i virkeligheden. Endelig er EU en hensynsfuld konsensusmaskine, hvor store sejre er sjældne, men hvor man samtidig helst undgår totale ydmygelser. Valget af Belgiens premierminister, Herman Van Rompuy, og Storbritanniens handelskommissær, Catherine Ashton, til henholdsvis EU-præsident og udenrigschef, illustrerer alle disse grundtræk.
