I et moderne middelklassesamfund, hvor den traditionelle arbejderklassekultur er en saga blot, var det logisk, at Socialdemokraterne og fagbevægelsen allerede for små 15 år siden brød deres formelle politiske bånd. Begge parter havde brug for et større manøvrerum for at kunne løse deres forskellige opgaver. Det grundvilkår vil fagbevægelsens aktuelle politiske kampgejst ikke ændre på. Vi har set LO indgå positivt i forhandlinger under en borgerlig statsminister som Anders Fogh Rasmussen – til Socialdemokraternes store irritation. Det vil kunne ske igen, hvis en borgerlig regering skulle have noget at byde på. Det er bare ikke situationen lige nu. Regeringens halvering af dagpengeperioden – uden skyggen af forhandlinger, modydelser eller varsling – og undermineringen af de faglige kontingenter er frontalangreb på fagbevægelsens betydning for den danske model. Når LO-formand Harald Børsting og 3F-formand Poul Erik Skov Christensen går i flæsket på både Dansk Folkeparti og regeringen, er det derfor ikke udtryk for politisering, men et selvfølgeligt forsvar for både medlemmernes og egne interesser.

Alternativet ville være værre

Men har Dennis Kristensen fra FOA så slet ikke en pointe, når han i gårsdagens avis advarer mod en tæt alliance med S og SF? De store forbund har jo masser af medlemmer, der ikke stemmer på de to partier. Det er dog tvivlsomt, om Dennis Kristensen bekymrer sig om borgerlige fagforeningsmedlemmer. Han indtager snarere et ’Enhedslistestandpunkt’, altså den faglige venstrefløjs klassiske modstand mod en binding til Socialdemokraterne.