Nu sker der noget. 2011 bliver ikke bare et valgår, det bliver begyndelsen på et tidehverv: en periode med skelsættende begivenheder og gennemgribende forandringer. Ideerne vil blive sluppet løs igen efter et tiår med ’kontraktpolitik’, som har føjet tænkestop til skattestop. Indenrigspolitisk har alt siden 2001 kørt efter en resultatkontrakt ligesom i enhver offentlig virksomhed, og så har der ikke været den store grund til yderligere diskussion mellem valgene. Den demokratiske debat har været reduceret til et løbende tjek af, om nu kontrakten blev overholdt, og det regerende, stensikre flertal har søvnigt kunnet konstatere, at det var godt tilfreds med sig selv.
Udenrigspolitisk har den alvorlige forvandling af Danmark til en krigsførende nation været underlagt en tværpolitisk konsensus om at undgå for meget debat (hvilket adskiller Danmark fra alle vores koalitionspartnere). Værdipolitisk og ideologisk har landet stået bomstille. Den livsvigtige debat og idéudvikling har ligget tot siden årtusindskiftet, hvilket man desværre dårligt kan se bedre udtrykt end i statsministerens evindelige pukken på, at Danmark skal være ’verdens bedste’ eller ’blandt verdens ti bedste’, eller hvad han og den samlede, regerende intelligens nu kan finde på at bruge af flade billeder fra alverdens konkurrencer. Tænk på et tal, men tænk ikke en tanke. Hele denne stilstand har været mulig på grund af det folketingsflertal, som Dansk Folkeparti har sikret. Og lige dette parti har været undtagelsen: Mens de andre kørte kontrakterne, forstod DF at drive højlydt værdipolitik under anførsel af et par præster fra en lille kirkelig bevægelse ved navn Tidehverv. Digterpræsten Kaj Munk resumerede Tidehvervs troslære sådan her: ”Gud er alt, jeg er intet, og du er en idiot.” Og det vil blive stående som en af danmarkshistoriens virkelige mærkværdigheder, at ti års åndelig stilstand har hvilet på et flertal sikret af dette teologiske halløj. Det skal ikke lægges Tidehverv til last, at de har grebet chancen. Men nu er det på tide, at ti års kidnapning af et godt dansk ord bringes til ophør, samtidig med at vi får, hvad vi virkelig trænger til: Tidehverv.
