DRENGENE er klemt i det danske uddannelsessystem. Bag den gode nyhed om, at flere unge starter i gymnasiet, gemmer sig den kendsgerning, at pigerne nu er forrest i uddannelseskapløbet. Mens cirka 43 piger ud af 100 vælger den hvide studenterhue med det røde bånd, gør det samme sig således kun gældende for 25 ud af 100 drenge. Nogle af dem, som ikke kommer i det almindelige gymnasium vælger en anden ungdomsuddannelse. Men der findes også en restgruppe, som fanden tager, fordi de ikke får en uddannelse. At få flere gennem det almene gymnasium er ikke løsningen på problemet for denne restgruppe. Tværtimod er situationen, at studievejledning, forældres forventninger og venners valg for ensidigt peger i retning af gymnasiet. Få ofrer nok opmærksomhed på de alternative uddannelser, der findes. Forestillingen om, at åndens arbejde er finere end håndens, har desværre stadig godt fat. Alt for mange unge vælger på den baggrund den forkerte ungdomsuddannelse. De er så henvist til at tilbringe så meget tid i kantinen som fraværsreglerne tillader og slæbe sig gennem gymnasiet uden at finde interesse i ét eneste fag. Mange drenge - og piger - kunne udnytte deres evner bedre på hhx eller htx, som er uddannelser på gymnasieniveau med vægten lagt på andre færdigheder end de studieforberedende og de alment uddannende. DRENGENE som aldrig kommer fra start i uddannelseskapløbet er endnu et eksempel på en skævhed i hele skolesystemet. Fra første dag i børnehaveklassen er det drenge, som har sværest ved at sidde stille, har koncentrationsproblemer og i det hele taget har vanskeligheder ved at leve med uddannelsessystemets prioritering af bløde værdier og kompetencer. Det viser sig blandt andet ved, at to tredjedele i specialklasserne er drenge. At få drengene med på uddannelsesvognen er en udfordring, som vil kræve et kritisk syn på hele skolesystemet og måske endda et opgør med Fortolker- Holger-traditionen, hvor det - groft sagt - handler mere om at forstå og diskutere end om at opnå eksakt viden. Ikke for at vende tilbage til den sorte skole, men for gennem en gylden middelvej at få alle med. Ensidig prioritering af de bløde værdier svigter paradoksalt nok de elever, som har svært ved at trænge gennem, når klassekammeraterne ivrigt sidder med fingeren i vejret for at give deres mening til kende. Endelig var det en overvejelse værd, at give ungerne flere gymnastiktimer og flere timer, hvor de praktiske færdigheder øves. Hvis visionen om uddannelse til alle skal realiseres, må vi finde måder at bruge krudtet i de drengerumper, der ikke kan finde ro på skolebænken.