Egypten vil næppe være tjent med at udskyde det valg, der er lovet og planlagt til mandag. De unge demonstranter på Tahrir – den berømte Frihedsplads i Kairo – vil gerne have militæret til først at bøje nakken og til at acceptere ansvaret for den blodige nedkæmpning af den egyptiske revolte. Det er ikke et urimeligt krav, om end den egyptiske magtbalance næppe gør det konkret realistisk. Dilemmaet på mandag er, at egypterne kan vælge mellem ufatteligt mange politikere af nærmest enhver observans. Men de kan ikke vælge mellem civilt og militært styre. Det begrænser valget til et delvist afgørende opgør mellem Det Muslimske Broderskab og en række verdslige, både liberale og venstreorienterede, partier. Men det virkelig afgørende for Egyptens fremtid kan blive, om militæret vil acceptere at indordne sig under de valgte civile i det nye parlament? Og om militæret vil acceptere, at en civil – eller ikke-militært godkendt – leder næste år vælges til ny præsident?
Militæret mener selv, at det er eneste garant for stabilitet i dette dominerende arabiske samfund. Det vil mange egyptere formentlig anerkende, og de fleste egyptere er ikke faste demonstranter på Tahrir. Men militæret har som den egentlige magt i seks årtier allerede haft chancen for at vise, at det kan sikre social og økonomisk udvikling og voksende frihed. Det er til gengæld mislykkedes. I stedet har militæret i Egypten bidraget til en ufattelig misrøgt af den egyptiske økonomi, en uoverskuelig korruption, beskyttet af militær undtagelsestilstand, og en ulyksalig politisk undertrykkelse og censur.
