I disse dage oplever egypterne deres sande revolutionære øjeblik. Urolighederne for otte måneder siden udgjorde ikke en revolution. De var et opgør med et symbol, præsident Hosni Mubarak. Han blev væltet, men hele den magtstruktur, der karakteriserede hans 30 år som diktator, forblev. Hæren fortsatte som landets sande hersker. Med få undtagelser forblev den politiske og administrative elite, der trofast havde tjent Mubarak, på deres poster. Hans parti, NDP, blev opløst, men fortsatte med at fungere som et magtpolitisk interessefællesskab. Muhammed Hussein Tantaawi, der som Mubaraks forsvarsminister gennem 20 år var medskyldig i mange af de krænkelser af den egyptiske befolknings menneskerettigheder, som Mubarak nu står til regnskab for, overtog Mubaraks position som den egyptiske militærkommissions førstemand. Befolkningen havde for over 90 procents vedkommende tillid til hærens løfter om, at den i løbet af et halvt år ville overdrage ledelsen af landet til en civil regering. I dag ved flertallet bedre. LÆS LEDERVil militæret indordne sig de folkevalgte civile? Det, egypterne oplever, er ikke revolution nr. 2, som den seneste uges demonstrationer er blevet døbt, men Egyptens sande revolutionære øjeblik, der vil blive afgørende for det nye samfunds karakter. Der er tale om et opgør mellem hæren og demonstranterne på Tahrirpladsen. For størstedelens vedkommende repræsenterer de liberale og venstreorienterede kræfter. De kræver, at hæren øjeblikkeligt skal overlade magten til en civil regering sammensat af uafhængige teknokrater. Militæret skal opgive at blande sig i politik og underkaste sig civil kontrol. Deres krav er ultimative og er derfor dømt til at mislykkes. I en åben konfrontation mellem Egyptens magtfulde militær, der har regeret landet enerådigt siden det første kup i 1952, og de liberale, progressive kræfter, der ikke er organiseret, som ikke har ledende skikkelser, og som ikke har været i stand til at forenes om et fælles program, siden urolighederne begyndte i januar, er det klart, at militæret, der kæmper for sin eksistens som magthavere, ikke vil sky noget middel. Medens generalerne og de demokratiske kræfter udkæmper en ulige kamp på Tahrirpladsen, forholder ledelsen af landets eneste slagkraftige politiske organisation, De Muslimske Brødre, sig afventende. De har deres egen dagsorden, og bevægelsens ledelse har forbudt brødre at deltage i demonstrationerne. En gruppe unge brødre er blevet ekskluderet af bevægelsen som straf for at have brudt partidisciplinen. Som helhed forholder brødrene sig passivt under de seneste dages uroligheder og ser tiden an.

Deres opgør med miljøet vil komme en dag, men indtil videre er brødrenes vigtigste mål at fastholde generalerne på deres løfte om at gennemføre parlamentsvalgene, der ifølge planerne skal begynde i morgen. De muslimske Brødre står til at vinde ca. 40 procent af pladserne i det nye folkevalgte parlament og vil således få afgørende indflydelse på den nye forfatning, der skal udarbejdes af en gruppe på 100 parlamentsmedlemmer. Kombinationen at militæret bekæmper brødrenes ærkefjender, de demokratiske og liberale kræfter, samtidig med at de agter at gennemføre valgene, passer De Muslimske Brødre. For dem er parlamentsvalgene den sikre vej til en central politisk magtposition. De Muslimske Brødre og generalerne befinder sig indtil videre i en taktisk alliance. Begge ønsker at gennemføre de kommende parlamentsvalg, og begge er interesseret i at genetablere stabilitet i samfundet. Et ønske, som i øvrigt deles af en stor del af de 80 millioner egyptere. De ønsker fortsat en stærk hær, bl.a. fordi mange drømmer om et Egypten, som atter vil spille en central rolle i det mellemøstlige magtspil bl.a. i konkurrence med Iran og Saudi-Arabien. Men de er modstandere af hærens fortsatte rolle som landets øverste politiske instans, en rolle, den har spillet i snart 60 år. 43 procent mener, at hæren bevidst har forsøgt at sabotere demokratiprocessen af frygt for at miste indflydelse. Egypten befinder sig i en overgangsfase, hvis konsekvenser er uoverskuelige. Kan hæren affinde sig med at spille en underordnet rolle i forhold til et civilt styre? Vil et parlament domineret af De Muslimske Brødre være indstillet på at dele magten med militæret i en overgangsperiode? Vil de kommende valg blive afviklet således, at befolkningen vil opfatte dem som legitime? Og hvilken rolle vil de demokratiske kræfter, der for øjeblikket synes tvunget ud på et sidespor, have at spille i den nærmeste fremtid? Men helt afgørende er det spørgsmål, som vil blive besvaret i morgen: Vil valgene finde sted? Hvis militæret atter udsætter dem, vil De Muslimske Brødre anse det for at være et kupforsøg rettet mod dem og vende sig mod generalerne. Det kan blive indledningen til en Algeriet-situation. I 1992 blev valgene i Algeriet udsat efter første runde, da det viste sig, at den islamiske opposition ville vinde valgene. Det udløste en mangeårig borgerkrig. FACEBOOK