Det er symptomatisk for den danske EU-debat, at Villy Søvndals kritik af den nye stramme europagt hurtigt blev en diskussion om proces. LÆS OGSÅSøvndal siger nej til dele af EU-aftale Udenrigsministeren kan virkelig ikke udtale sig som SF’s formand uden at konsultere regeringspartnerne, skummede Marianne Jelved (R). Endnu en strategisk brøler af Søvndal, spekulerede kommentatorerne om deres for tiden foretrukne prygelknabe. LÆS OGSÅAviser: Søvndal har overskredet kvajekvoten Men udenrigsministeren er med rette skeptisk over for den nye europagt, som Tyskland i weekenden pressede igennem som politisk pant for at redde euroen på kort sigt. Mogens Lykketoft (S) satte ord på det centrale problem: »Der er efter min mening alt for lidt fokus på nødvendigheden af, at de lande, der kan – især Tyskland – stimulerer den europæiske økonomi«. LÆS OGSÅLykketoft ryster på hovedet af EU-pagt Den nye pagt er nemlig hverken en fælles eller en koordineret finanspolitik. Det ville netop indebære, at de nødvendige besparelser i syd skulle koordineres med et større forbrug i Nordeuropa – også i Danmark – så en stigende efterspørgsel på græske ferierejser, italienske sko og portugisisk portvin kan bringe landene på fode igen. Europagten koordinerer ikke tilstrækkeligt, den tvinger tværtimod en sparepolitik igennem i hele Europa, der ligner en kollektiv vækstdræber; et kontrolleret finanspolitisk selvmord.

Men Søvndal tager fejl, når han konkluderer, at Danmark må stå udenfor. Realiteten er, at Danmark er nødt til at føre samme grundlæggende økonomiske politik som resten af EU alligevel. Det paradoksale er, at Danmark har en af Europas få centrum-venstre regeringer, der kunne være en stemme for det krav om en anden økonomisk politik med fokus på vækst og beskæftigelse, der deles af millioner af europæere. Men netop på grund af vores forbehold må Thorning og Søvndal føre en passiv tilpasningspolitik. LÆS OGSÅThorning sætter Søvndal på plads Den danske regering risikerer at blive slået i hartkorn med britiske David Camerons populistiske nynationalisme. Søvndal burde netop kræve at komme med, for at påvirke politikken i en mere progressiv retning. Den kurs valgte favoritten ved forårets franske præsidentvalg, François Hollande, ved at krævede en genforhandling af aftalen, hvis han bliver præsident. Det progressive synspunkt fremmes bedre af en dansk regering, der kæmper side om side med Hollande indefra, end på sidelinjen med Søvndal og Cameron. FACEBOOK