SIDEN SØNDAG har der været fri adgang til de ti regler for filmmageri, som så afgørende har præget dansk film: 'Dogme 95'. Lars von Triers, Thomas Vinterbergs, Søren Kragh-Jacobsens og Kristian Levrings ti år gamle manifest med tilhørende kyskhedsløfte er nu blevet udvidet med et 'Afskedsmanifest'. Der vil ikke længere blive udstedt dogmecertifikater, alle kan frit forsøge sig: »Om man har lavet en dogmefilm, afgør man selv - med sin samvittighed«. Det lyder som en vittighed, og det gjorde det også, da de ti 'dogmeregler' blev lanceret i 1995: »Lyden må aldrig produceres adskilt fra billedet«, »Kameraet skal være båret« osv. Kunne den slags tages alvorligt, skulle den slags tages alvorligt i højteknologiens og Hollywoods tidsalder? Det viste sig at være en vittighed, som var helt alvorligt ment. Dogmereglerne førte til et gennembrud for dansk film, som aldrig før er set, og som tåler sammenligning med den franske 'nye bølge' i 1960'erne. Ved slutningen af det 20. århundrede var Danmark filmens dogmeland og dermed et af de mest spændende steder for kunstartens udvikling overhovedet. TRIER & CO'S ti regler viste sig at have et kolossalt kreativt potentiale. Fra og med 'Festen' af Thomas Vinterberg blev en række kyske og teoretisk selvbevidste film samtidig kassesucceser af uhørte dimensioner: 'Idioterne', 'Italiensk for begyndere' og 'Mifunes sidste sang' fik de strenge cineaster og de rene lystgængere til at søge i biografen samtidig. Alvor og humor gentog sig i mange dogmefilm, akkurat som de havde gået hånd i hånd i selve dogmerne. Og således var søndag 20. marts da også både en sorgens og en glædens dag. En sorgens dag, fordi festen er slut: Der bliver ikke lavet flere officielt certificerede dogmefilm, når de sidste to har haft premiere om et års tid. En glædens dag, fordi der har været så meget kulturel kvalitet i de hen ved 40 film, det alt i alt er blevet til. En glædens dag også, fordi dogmebrødrene har forstået at holde op, mens legen er god. Mangen morale kan uddrages af de ti års filmeventyr. En af dem er, at de væsentligste nyheder i vores samfund ikke altid er økonomiske og politiske. Det fik ganske stor indflydelse på rigtig mange danske og internationale filmelskeres forestillingsverden, at dogmebrødrene (som siden fik søstre) lancerede deres kulturelle stunt i 1995. Ti sætninger på et stykke papir. Så vi har skrevet to taler, en gul og en grøn. Men der står det samme i dem begge: Tak for Festen.