HVER ANDEN dansker mener, at den tyske besættelse stadig påvirker danskernes opfattelse af tyskere 'i nogen grad', ifølge en Vilstrup-analyse for Politiken. Det kan siges at være mange. Men spørgsmålet er, om bægeret er halvt fyldt eller halvt tomt. Og kun fem procent mener, at det påvirker danskernes holdning til tyskerne 'i høj grad'. De færreste kan vel sige sig fri for at se med en vis skepsis på tyske mænd i en fremskreden alder. Men når det gælder tyskere, der er for unge til at bære et personligt medansvar for nazismens forbrydelser, er der næppe den store forskel fra synet på italienere og belgiere. Noget udbredt had til tyskere er der ikke tale om, ifølge eksperter og tyskeres egne udtalelser om, hvordan de bliver mødt af danskere. Men det er forbløffende, hvor levende besættelsestidens erindringer er i den folkelige bevidsthed. Det gælder også blandt yngre uden personlige mindelser om krigen, men nok alle flasket op med forældres og bedsteforældres erindringsgods ved festlige og ufestlige lejligheder. TYSKERE må endnu nogle generationer leve med, at det kollektive ansvar i Europa for nazismen ikke har nedfældet sig i den kollektive bevidsthed. Nazismen forbliver deres skyld alene. Nye afsløringer af dansk ansvar for at have drevet jøder tilbage til den visse død, danske virksomheders samarbejde og danske forbrydelser over for tyske flygtninge bidrager næppe til at rette op på det. Men den prisværdige tyske selvransagelse har været det nok største bidrag til den forsoning, der præger danskernes og andre europæeres holdning til tyskerne i dag. Det er ikke had og bitterhed, men noget helt andet og på anden måde dybt beklageligt, der nu præger vort folks forhold til tyskerne. Det er en form for venlig ligegyldighed. Det er undertiden, som om vort store naboland interesserer sig mere for os end omvendt. I 60'erne, 70'erne og 80'erne kunne danske universitetsstuderende f.eks. dårligt klare sig uden kendskab til tysk, og interessen for tysk tænkning var levende. I dag synes engelskkundskaber at være nok, og tyske tænkere bruges af de færreste. Måske ligner de tyskere os simpelthen for meget til, at vi interesserer os specielt for dem. Det kan jo kaldes godt for forsoningen, men mindre godt for samspillet i Europa, hvor der er behov for større bevidsthed om alt det gode, som tysk kultur har givet os, og ikke blot en levende erindring om det onde.