DEN OFFENTLIGE debat rykker i denne tid oftere og oftere ind i retssalene. En lang række ledende medlemmer af Dansk Folkeparti er dømt for racisme. Medlemmer af en fundamentalistisk islamisk gruppe blev dømt for deres dødstrusler mod jøder. Pia Kjærsgaard (DF) har uden held forsøgt at få kritikere straffet for at kalde hende racist og landsforræder. Og nu vil Arne Melchior anlægge sag mod Søren Krarup (DF) i anledning af hans antijødiske skriverier gennem årene. Meningen med den offentlige debat er, at meninger skal brydes, og at vi alle skal blive klogere af sammenstødet mellem gode og mindre gode argumenter. At gøre dommere til opmænd i de sammenstød er som udgangspunkt en dårlig idé. Af mange grunde, men også af den elementære, at domstolene sjældent kan forholde sig til det, uenigheden egentlig drejer sig om. I stedet nøjes de normalt med at konstatere den retoriske fodfejl, som den ene eller den anden part har begået. KRITERIET FOR, hvor ytringsfrihedens grænser går, er ikke, hvor kontroversielt et standpunkt er. Det er for eksempel ikke ulovligt at foreslå et diktatur indført i Danmark, på trods af at de færreste vel kunne forestille sig noget værre. Den vigtigste undtagelse for den ubegrænsede ytringsfrihed er nedfældet i den såkaldte racismeparagraf, der gør det ulovligt at true, forhåne eller nedværdige et menneske på grund af dets tilhørsforhold til en race, religion e.l. Undtagelsen er begrundet i to meget stærke argumenter: For det første, at den hadefulde opdeling af mennesker i dem og os-kategorier, hvor 'de andre' gøres mere eller mindre umenneskelige, er en hovedårsag til vold, drab og undertrykkelse gennem menneskehedens historie. At hetze mod grupper er bogstavelig talt livsfarligt. For det andet ophæver racisme selve den ligeværdighed mellem debatdeltagerne, der er den åbne debats forudsætning. MEN OGSÅ på det område siges der for tiden meget, der ikke nødvendigvis kan eller bør rammes af racismeparagraffen. Når Arne Melchior vil anlægge sag mod Søren Krarup, er det for at få fastslået, hvor intolerante og diskriminerende kategorier Søren Krarup tænker i. Det kan lade sig gøre også uden brug af dommere og paragraffer. Om Søren Krarup er antisemit i racismeparagraffens forstand er et kompliceret juridisk spørgsmål, og det er ikke helt nemt at forudse, hvordan en domstol vil se på det. Men at Søren Krarups synspunkter hviler på præmisser, der er yderst problematiske, og at de fører ham ud i krænkelser af basale liberale og frisindede normer, er derimod nemt at konstatere. Det er en moralsk dom. Dem er der desværre behov for at fælde flere og flere af i et aktuelt debatklima, hvor en Søren Krarup er kommet til at fylde alt for meget.