Når sluterklæringen fra topmødet i Rio formelt bliver vedtaget i morgen, vil der være få overraskelser. Erklæringen om vores fælles vision er forhandlet færdig på forhånd. Den indeholder alle nødvendige besværgelser og balancer, og langt hovedparten er omhyggelige gengivelser af de sidste tyve års vedtagelser i det vidt forgrenede FN-system. Da verdens ledere for tyve år siden mødtes til det første Riotopmøde om miljø og udvikling, var der andre boller på suppen. Topmødet vedtog ikke kun en erklæring, men også en detaljeret handlingsplan, der nok var holdt i FN’s helgarderede sprog, men handlede om konkrete problemer og om, hvordan de kunne løses. Herudover vedtog topmødet i 1992 blandt andet klimakonventionen og konventionen om biologisk mangfoldighed; skelsættende aftaler, der siden har dannet ramme om det internationale samarbejde på disse felter.
Riomødet i 1992 blev et vendepunkt for den globale debat om miljø og udviklingsproblemer. Begrebet om bæredygtig udvikling blev knæsat som et mål, alle verdens lande kunne tilslutte sig. Det lykkedes for FN at skabe en fælles forståelse, som ikke blot var nedfældet i nogle erklæringer, men som blev en del af vores fælles tankegods. Set på den baggrund blegner den erklæring, der nu skal vedtages. Den indeholder så godt som intet i form af initiativer eller en ny fælles forståelse. De ganske få nyheder er beskedne og tandløse. En ekspertgruppe skal overvåge finansieringen af bæredygtig udvikling. Og alle lande opfordres til at overveje at rationalisere ineffektive subsidier til kul, olie og gas, som det hedder med en formulering så tynget af kompromiser, at den kun lige akkurat er umagen værd. Hvis FN skal bevare sin relevans i de voldsomme forandringsprocesser, verden står midt i, må medlemslandene være villige til at tænke nyt og handle i fællesskab. Forestillingen om, at FN kan påtvinge de enkelte lande det ene eller det andet, må vige for praktisk samarbejde om at løse konkrete problemer i fællesskab. Måske er det mest positive ved topmødet den markante tilstedeværelse af private virksomheder, der er engagerede i grøn omstilling og tillige samarbejder om visionære projekter på kryds og tværs af regeringer. Rioerklæringen gør ingen skade. Men det er ikke godt nok. Verden har mere end nogen sinde brug for en fælles vision.
