Det er ikke noget kulturpolitisk problem, at flere og flere danske forfattere lever under fattigdomsgrænsen. Det er et socialpolitisk problem. Men det er et kæmpestort kulturpolitisk problem, at dansk litteratur som sådan nærmer sig fattigdomsgrænsen. Det store postyr om de sølle 11 millioner i den såkaldte litteraturpulje, som regeringen nu vil fjerne, viser, hvor grelt det står til. I et lille land som Danmark er litterær rigdom jo, at så stort et publikum som muligt kommer i kontakt med så høj kvalitet som muligt på landets eget sprog. Men ved en fælles og nedbrydende indsats fra politikere, monopolmyndigheder og en selvmorderisk bogbranche er der nu skabt strukturer på bogmarkedet, som gør det stadig sværere for det store publikum at komme i kontakt med andet end de forsvindende få bestsellere. Det er litterær fattigdom.
Og det paradoksale resultat af denne ’liberalisme’ er, at statslige støtteordninger bliver mere og mere påkrævede. Der skal puljer og subvention til her og der og alle vegne, hvis danske skøn- og faglitterære bøger fortsat skal skrives, udbredes – og sælges til udlandet.
