Den bølge af uro, der skyller gennem den arabiske verden som reaktion på en stupid amerikansk amatørfilm om Muhammed, afdækker meget mere end en vestlig regerings vanskelighed ved at håndtere tåbeligheder fra egne borgere. Den blotlægger også konturerne af et strategisk landskab, der er afgørende forandret efter det arabiske forår. Når bort ses fra det nagende spørgsmål, om angrebet på det amerikanske konsulat i Benghazi var planlagt og dermed skal ses som et terroranslag, er situationen i Libyen trods de tragiske dødsfald langtfra USA’s største problem. LÆS OGSÅEgyptens præsident fordømmer angreb på USA Det er Egypten, hvor præsident Morsis afdæmpede reaktion afspejler De Muslimske Brødres forsøg på at balancere mellem vreden over filmens provokation og landets interesse i et fortsat nært samvirke med USA.
Præsident Obama har allerede ladet forstå, at han er langt mindre tilfreds med Egyptens reaktion end med Libyens, og det er udtryk for stor indestængt frustration, når Obama offentligt siger, at Egypten ikke er USA's allierede - men heller ikke dets fjende. Den amerikanske valgkamp betyder, at det kan blive svært for Obama at skrue ned for retorikken, hvis den egyptiske regering gør hele USA ansvarlig for en lille gruppes provokation, eller den i den amerikanske offentlighed bliver opfattet som lunken i sin afvisning af voldelige protester. Dilemmaet er, at præsident Morsi taler med større autoritet i sagen end måske nogen anden arabisk leder. Som folkevalgt har denne repræsentant for de muslimske brødre langt større troværdighed end forgængerens, præsident Mubaraks, villige knipler og diskrete sikkerhedspoliti. LÆS OGSÅDet Muslimske Broderskab opfordrer til landsdækkende protester Morsi kan sige det, der skal til for at dæmpe mange muslimers harme og gøre det klart, at tåbelige provokationer som Muhammedfilmen ikke kan, ikke skal og ikke må bekæmpes med vold. Han kan sige det, hvis han tør - og hvis han mener, at det tjener hans lands og hans bevægelses interesser. Det er derfor, der bliver lyttet så intenst til de finere mellemtoner i den egyptiske præsidents udtalelser. Og det er derfor, at vi, der har støttet Egyptens tøvende skridt mod større demokrati, håber at høre Egyptens nye leder slå fast, så det ikke kan misforstås, at med friheden til at give sin mening til kende følger også forpligtelsen til at gøre det på en måde, der ikke fører til vold eller ødelæggelse.
