Hvis man kortvarigt løsriver sig fra psykodramaet på weekendens landsmøde i Danmarks Liberale Parti Venstre, er der ingen grund til at tabuisere offentlig brugerbetaling. Tværtimod er direkte og delvis betaling af offentlig service allerede vidt udbredt i Danmark, f.eks. i daginstitutioner, svømmehaller og hos tandlægen.
At statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) nægter at diskutere fænomenet, virker derfor helt virkelighedsfjernt. Men mest af alt virker det absurd, at også Socialdemokraterne og venstrefløjen afviser ideen. Øget brugerbetaling ville være en oplagt måde at styrke den sociale progressivitet i finansieringen af velfærdsstaten på – ikke mindst i en tid, hvor kravene til den offentlige sektor stiger i takt med væksten i privatforbruget. Men vil brugerbetaling kunne styrke den sociale progressivitet? Handler brugerbetaling ikke om det stik modsatte; om at give de rigeste endnu bedre muligheder end de fattigste? Ikke nødvendigvis. Brugerbetaling kan sagtens bruges som et redskab til at målrette beskatningen, så både middel- og overklassen betalte mere til den fælles velfærdsservice. HVIS VELHAVENDE borgere begyndte at betale direkte for den offentlige service, de selv forbruger – mens mindrebemidlede stadig havde fri adgang til offentlige ydelser – ville man kunne (gen)skabe en velfærdsmodel, hvor universelle rettigheder blev direkte kombineret med økonomiske forpligtelser: Alle, der har behov, skal hjælpes, og alle, der kan, bør betale selv. Det afgørende er, at alle borgere ikke betaler det samme beløb. I så fald vil øget brugerbetaling nemlig føre til social skævvridning, og dermed vil man – som kritikerne frygter – undergrave den skandinaviske velfærdsmodel. Men rent praktisk ville det godt kunne lade sig gøre at indføre et system, hvor folk i forskellige indkomstgrupper betalte forskellige takster for de samme velfærdsydelser. Øget brugerbetaling behøver kort sagt ikke at føre til øget forskelsbehandling. Tværtimod ville en gradueret brugerbetaling være en sund og effektiv måde at tilføre flere penge til den offentlige sektor på – uden fare for hverken statsbankerot eller snarlig afvikling af velfærdsstaten.
