I går gav Helle Thorning-Schmidt sit bud på, hvad der er socialdemokratisk politik i 2012.

Ikke i 1992. Og ikke i 2020. Men nu og her. Hun talte om fællesskabet og om ansvaret, om arbejdspladser og skattelettelser, om udsatte børn og om unge forbrydere, og til sidst talte hun rigtig længe om den folkeskole, også denne regering ser som den vitale bro til de vælgere, der svigter den. Inden for den traditionsrige koreografi, som giver statsministerens åbningstale sin særlige aura, var talen tænkt som et svar til alle dem, der som medicin mod vælgerflugten foreslår, at regeringen jo kunne forsøge sig med socialdemokratisk politik.