Offentlighedens indsigt i forvaltningen er fundamental for demokratiet. Det er ikke et spørgsmål om, hvad borgeren skal have lov til at få indseende med, men hvad myndighederne skal have lov til at undtage fra denne aktindsigt i kortere eller længere tid. Og efter hvilke nærmere kriterier den enkelte myndighed kan undtage bestemte oplysninger. Det er svært at overvurdere betydningen af denne offentlige indsigt, som er med til konstant at minde forvaltningen om, at den ikke kan gøre, som den finder for godt, men må følge gældende love og regler og til enhver tid være klar til at skulle forklare og i givet fald forsvare sine handlinger over for kritiske borgere og en kritisk presse. LÆS OGSÅRegeringen på vej med forslag til ny offentlighedslov Lovgivningen på området må imidlertid også tage højde for, at magtens udøvere har brug for et frirum, hvor politiske løsninger kan trykprøves og diskuteres uden offentlighedens blik og øre.
Der er intet suspekt eller magtfordrejende ved, at vi ikke kan få fuld indsigt i drøftelser mellem ledende embedsmænd og de folkevalgte, de betjener. Tværtimod håber vi alle, at der i dette rum bliver talt lige ud af posen, så alle synspunkter og indvendinger er på bordet, inden den politiske beslutning træffes. Det er med afsæt i dette dilemma, at offentlighedsloven skal finde sit balancepunkt. Og det er udtryk for, hvor svært det har været, at en bredt sammensat kommission har siddet syv år og kæmpet for at nå til enighed om et sæt anbefalinger, der samlet giver offentligheden - og pressen - mere indsigt. Pressefolk og eksperter har været involveret, og der er enighed om langt det meste - om alt det, der udvider offentlighedens adgang. LÆS OGSÅJurist: Ny lov er usædvanlig udemokratisk og meget trist Men pressens folk har nedlagt dissens på tre punkter, mest afgørende måske i spørgsmålet om, hvad der kan undtages som led i ministerbetjeningen. Nu bliver det afgørende, hvordan de konkrete regler bliver udformet, og hvilket skøn der gives magthaverne. Det må ske, så det fremover bliver lettere, ikke sværere at afsløre magtfordrejning og urent trav, også - og især - når det er tæt på ministeren. Ikke for pressens skyld. Men for demokratiets.
