Danmarks europapolitik har i 20 år været låst mellem vores fire forbehold og den rivende europæiske udvikling på især to af de områder, vi har besluttet ikke at deltage i: retssamarbejdet og eurosamarbejdet. Gennem hele VK-regeringens levetid var den erklærede hensigt at udskrive folkeafstemning for at slippe af med et eller flere forbehold. Men modet svigtede, og det blev til 10 tabte år for dansk europapolitik. Med eurokrisen er det kun blevet sværere. Det betyder, at dansk europapolitik nu må føres inden for de snærende rammer, forbeholdene sætter, og uden den indflydelse på den europæiske udvikling, vi kunne have haft, hvis vi selv ville. LÆS OGSÅDanmark og Sverige indgår ny EU-alliance Så meget desto mere opmuntrende er det, at regeringen op til det europæiske topmøde i går og i dag har taget to initiativer, der hver for sig er udtryk for både en ny realisme og en ny vilje til at føre en aktiv europapolitik inden for den bane, krisen og forbeholdene kridter op. Mest markant er det fælles udspil om bankunionen, som statsministeren sammen med sin svenske kollega offentliggjorde i Politiken i går.
Det positive er ikke kun den konstruktive tilgang til de forhandlinger, der nu indledes, og som sigter frem mod en - uden tvivl vanskelig - beslutning i første halvdel af 2013. Det er mindst lige så meget selve det, at Danmark og Sverige for første gang i mange år sender et fælles budskab til resten af Europa. Det vil blive hørt, både fordi der står berettiget respekt om de to landes økonomiske politik, og fordi det fælles indlæg samtidig får lagt afstand til den voksende EU-skepsis i Storbritannien, der kan ende med at stå helt alene med sin afvisning af et styrket europæisk samarbejde. Det er også velgørende, at statsministeren har brudt tabuet og i Brügge talte åbent om et EU i flere hastigheder. LÆS OGSÅDanskere og briter kan sendes uden for EU-dør Uanset om vi ville have ønsket en anden udvikling, er det nu en realitet, at de forskellige lande har varierende vilje til at forpligte sig. Da vi hverken kan eller vil tvinge hinanden, bliver konsekvensen et styrket samarbejde blandt dem, der ønsker at gå længst. Det gælder først og fremmest de 17 eurolande. Men det gælder også Danmark, der som det eneste land uden for eurokredsen har påtaget sig finanspagtens forpligtelser. Nu melder statsministeren klart ud, at vi aktivt - og med respekt for forbeholdene - skal søge en plads nær EU's kernelande. Det er der, vi hører hjemme - og det er herligt med en regering, der tør sige det.
