Danske pensionsselskaber er kommet under beskydning for flosset etik. Denne gang er det den britiske organisation Reprieve, der har leveret ammunitionen til Dagbladet Information og bl.a. dokumenteret, at PensionDanmark og Nordea Liv & Pension investerer i en række selskaber, der leverer »vitale komponenter« til de ubemandede dronefly, der bl.a. bruges af USA til bombninger i Pakistan. LÆS OGSÅForbrugerråd: Pensionsselskaber må stramme op på etikken Men kritikken er skudt forbi. Det ville være helt forkert at bede forvalterne af danskernes pensionsmidler være overdommere over, hvilke midler der er acceptable i en krig. Det ansvar tilhører politikerne. På de områder, hvor Danmark har tiltrådt internationale konventioner, der forbyder f.eks. personelminer og klyngebomber, holder selskaberne sig væk.
Men det er urimeligt at bede kapitalforvaltere være mere hellige end vores folkevalgte. Man kan med god ret diskutere, om dronebomber er en rigtig strategi i kampen mod terrorister, og om ikke præsident Obama, der jo ellers har en fredspris at skulle gøre sig fortjent til, bruger dronerne for meget. Men i sig selv er dronerne hverken værre eller bedre end F-16-jagere, krydsermissiler eller alt det andet militære isenkram. Frustrationen, når dronerne bruges i strid med krigens love, kan ikke føre til en selektiv pensionspacifisme, hvor ingen må have så meget som en krone i en virksomhed, der producerer dele til en drone. Pensionsselskaberne er underlagt lovgivningens krav om at dirigere sine enorme formuer derhen, hvor de tror, det største afkast til de kommende pensionister ligger. Dette kontante parameter kan synes endimensionalt, for det er besnærende at forlange, at menneskerettigheder, miljø eller andre hensyn vejer tungere. LÆS OGSÅEnhedslisten presser Søvndal: Lav regler for uetiske drone-investeringer Der kan og skal uden tvivl gøres mere for at give den enkelte forbruger mere indflydelse og for at bruge pensionspengene bedre til at skabe danske arbejdspladser. Men det ville være problematisk, hvis pensionsbestyrelser i fremtiden kun skal lade sig dirigere af deres egen samvittighed, når det skal afgøres, hvilke investeringer der er 'etiske', og give enorm magt til de pågældende mennesker. Hvis hver pensionskasse skal have sin egen udenrigspolitik tilhørende subjektive etiske afvejninger, forsvinder netop det element af klarhed og gennemskuelighed, der gør det muligt at holde de magthavere, der forvalter pensionsformuer, i ørerne.
