De to store begivenheder i 2006 var en følge af tidligere trufne beslutninger, hvis konsekvenser i år kom til at stå klart for de fleste. Det gælder både for den hjemlige karikaturkrise og erkendelsen af elendigheden i Irak. Karikaturerne af Muhammed blev offentliggjort i september 2005. Men takket være regeringens ekstremt udiplomatiske håndtering af avisprovokationen førte de i februar og marts til den største udenrigspolitiske krise, Danmark har oplevet i nyere tid. Den hjemlige mobning af muslimer blev blæst op på det store internationale lærred med en række åbenlyse og sørgelige skadevirkninger for danskere og danske interesser. DIPLOMATISK ER der ingen tvivl om, at regeringen har lært lektien. Men når det gælder om at drage de integrationspolitiske konsekvenser af den internationale lærestreg, er det grundlæggende problem ikke løst. Regeringens alliance med Dansk Folkeparti spærrer stadig – ikke bare for en human, men også for en blot rationel politik på området. Takket være Muhammedkrisen er erkendelsen af problemet dog ved at brede sig fra erhvervslivet til regeringspartiernes bagland. NÅR DET gælder Irak, kan ansvaret til gengæld ikke tørres af på Pia Kjærsgaard. Det var statsministerens egen beslutning, at Danmark helt fra begyndelsen blev en del af Bushregeringens Irak-’eventyr’. Beslutningen var både kontroversiel og polariserende. At deltage i en politisk hasarderet militær aktion, der splitter både EU, NATO og FN, burde stå meget lavt på en dansk dagsorden. Det er i 2006 gået op for næsten alle, at supermagten USA ved denne lejlighed ikke vidste, hvad den gjorde. Efter tilsidesættelsen af Baker-Hamilton-rapporten tyder alt på, at præsident Bush vil spilde de sidste to år af sin embedsperiode på at forfølge en militært udsigtsløs og udenrigspolitisk stivnakket politik. Hvordan konsekvenserne af et nederlag på niveau med Vietnamkrigen kan afbødes, er endnu helt uoverskueligt. At Danmarks lod i vægtskålen her stadig er fejlplaceret, sætter blot den lokale prik over i’et i et forstemmende globalt facit.