MAN KAN IKKE både blæse og have mel i munden, siges det. Ikke desto mindre er det netop, hvad regeringen forsøger på i uddannelsespolitikken. Først et ordentligt blæs i trompeten om en universitetsreform, som videnskabsministeren har kaldt »den største, siden Københavns Universitet blev åbnet i 1479«. Landets universiteter skal forbedres gennem selveje, eksternt ledet bestyrelse, ansatte ledere og en reform af uddannelserne. Og det er godt blæst, for reformerne rummer gode takter og kan formentlig samle et bredt flertal i Folketinget. Men desværre er luften tyk af melstøv. Regeringen havde håbet at kunne tage penge fra ministeriernes forskningsinstitutioner og give til de fattige universiteter. Men som det fremgik af gårsdagens avis, har regeringen her gjort regning uden vært. Samtidig viste indførelsen af selveje på Danmarks Tekniske Universitet sig at give staten en efterregning på 160 millioner kroner. HELDIGVIS HAR videnskabsministeren erkendt, at når det gælder selveje, skal de ambitiøse planer tilpasses virkeligheden. De øvrige reformer regner regeringen stadig med at kunne gennemføre. Det bliver svært, så længe det ikke erkendes, at tid til forandring og til skattestop uvægerligt støder sammen. De midler på finansloven, som regeringen kalder en omstillingskonto, rækker ikke langt i forhold til ambitionerne. Især ikke på universitetsområdet, hvor Danmark allerede sakker alvorligt bagud i økonomisk henseende. Til illustration investerer Københavns Universitet 20.407 kroner i en studerende, mens Harvard University og Stanford University i USA bruger omkring 212.000 kroner per studerende. Og Sverige bruger næsten dobbelt så mange penge per studerende som Danmark. På den baggrund er det ikke troværdigt, at politikere taler om fokus på »omkostningsfrie omstruktureringer«. Regeringen må, før den går videre med reformplanerne, finde penge til at få det godt fra start. Ellers kan universiteterne med rette kritisere den for at kræve forandringer af dem uden at have rent mel i posen.